Spring navigation over

Boligsociale indsatser under lup

Over de næste tre år ser VIVE nærmere på effekterne af det boligsociale arbejde blandt børn og unge i Vollsmose.

Giver familierådgivning børn, der trives bedre? Fører fritidsjobrådgivning til fritidsjob, uddannelse og fodfæste på arbejdsmarkedet? Betyder samarbejdet med en beskæftigelsesmentor et løft fra ledighed over i arbejde?

Effekterne af det boligsociale arbejde blandt børn og unge i Vollsmose bliver undersøgt nærmere, når VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd over de næste tre år evaluerer indsatserne i alle de boligsociale helhedsplaner, der har midler fra Landsbyggefondens 2015-18 pulje.

Fokus på de 0-29-årige

- Vi vil se på, hvordan de boligsociale indsatser er med til at nedbryde den negative sociale arv. Altså hvordan det er med til at sikre, at alle børn og unge får de bedste muligheder i livet, siger Gunvor Christensen, chefanalytiker i VIVE.

Hun forklarer, at det blandt andet handler om at undersøge, hvordan de boligsociale indsatser støtter op om en stabil skolegang, styrker mor og far i en god forældrerolle og sørger for at, at de unge ikke havner i kriminalitet.

Evalueringen ser nemlig helt konkret nærmere på børn og unge i alderen 0-29 år.

- Vi ved, at der er en række faktorer i forhold til børn og unge, der har stor betydning for, hvordan de klarer sig videre i livet. Med evalueringen håber vi at få endnu mere viden om, hvad der særligt har betydning, og hvilke børn og unge vi skal være ekstra opmærksomme på at nå.

Resultater skal bruges fremadrettet

Vollsmose Sekretariatet følger også selv effekten af de boligsociale indsatser tæt gennem kvantitative og kvalitative evalueringer fire gange om året.

- Det er helt afgørende, at det, vi gør, har effekt - og så stor effekt som muligt. Vi kan se, at indsatserne styrker beboerne og bringer dem tættere på deres mål. Vi er rigtig glade for, at vi ved at være med i VIVEs undersøgelse nu i højere grad kan dokumentere vores arbejde og fremadrettet bruge resultaterne til at hjælpe børn og unge endnu bedre på vej i livet, siger Mette Beck Frost, sekretariatsleder i Vollsmose Sekretariatet.

Alle børn og unge, der deltager i Vollsmose Sekretariatets aktiviteter eller rådgivningsforløb vil automatisk - men helt anonymt - indgå i evalueringen.

Som en del af evalueringen vil de 10-29-årige i Vollsmose - samt 14 andre særligt udvalgte helhedsplaner - desuden hvert halve år indtil 2021 modtage et spørgeskema. Også her behandles besvarelserne helt anonymt.

Seneste Artikler

Opskrifter til at undgå madspild

Læs mere

Helhedsplan 2024-2028 Pixi-udgave

Læs mere

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere