Spring navigation over

Skak bragte ny skoleleder til Vollsmose i barndommen

Lars Breinholt Søndergaard er 47 år og ny leder for Odinskolen. Han er bidt af skak, fodbold og alt, hvad der udfordrer.

Selvom 47-årige Lars Breinholt Søndergaard er vokset op i Nordjylland og kun har boet i Odense siden 2014, har han indgående kendskab til den skole, han netop er blevet leder for i Vollsmose. Han har nemlig sovet på Abildgårdskolen en weekend om året, fra han var tre år, til han blev 18 år i forbindelse med, at der blev holdt DM i Skak på skolen.

Han har været en habil skakspiller igennem hele sit liv og lærte dermed Abildgårdskolen at kende, som var vært for de årlige danske skakmesterskaber gennem mere end 40 år. Skakken vender vi tilbage til.

Abildgårdskolen blev i 2021 fusioneret med H.C. Andersen Skolen og skiftede navn til Odinskolen. Og selvom skolen er i gang med en gennemgribende renovation, er der dele af skolen, som ligner den skole, han husker fra barndommen.

- Jeg kan huske, hvordan det larmede, når man løb på fliserne gennem gangene. Vi blev også instrueret i at tænke os om, hvis vi gik udenfor skolen. Allerede som barn kan jeg huske, at jeg tænkte, at det var mærkeligt. Jeg ved ikke, om man tænkte, at vi skulle passe på bøller. Men jeg kan huske, at jeg tænkte, det var et skønt område, de gange jeg bevægede mig udenfor skolen dengang, siger Lars Breinholt Søndergaard.

Var ikke jobsøgende

Han kommer fra et job som skoleleder af Broskolen i Årslev. Og det var ikke med hans gode vilje, at han forlod sit tidligere job efter blot to år.

Derfor var Lars Breinholt Søndergaard heller ikke med i ansøgerfeltet til jobbet som leder for Odinskolen i første omgang. Det var først, da stillingen blev slået op for anden gang, at han besluttede sig for at søge.

- Jeg havde slet ikke overvejet at søge jobbet, før det til min store overraskelse blev slået op igen, for jeg kommer fra et rigtig godt job. Jeg havde kun været i det job i to år, så jeg var ikke jobsøgende. Men jeg var nødt til at søge, fordi Odinskolen er en skole, jeg helt vildt gerne ville være leder af, siger han og tilføjer:

- Jeg har aldrig foretaget så aktivt et tilvalg af noget, som jeg har med det her job. Jeg har glædet mig hele sommerferien til at starte.

Børn skal skrives ind

Det er ikke sådan, at Lars Breinholt Søndergaard regner med, at jobbet på Odinskolen bliver nogen nem opgave. For den nye skoleleder, der er vant til at dyrke skak som en slags mental kampsport, må jobbet gerne byde på svære udfordringer.

- Jeg elsker at blive udfordret. Det har altid været vigtigt for mig at lære noget nyt og svært, som kræver, at man skal gøre sig virkelig umage. Her 14 dage inde i jobbet kan jeg se, at der er mange udfordrende opgaver, men jeg tror på, at det er opgaver, som jeg kan løse, siger han-

Han vil blandt andet arbejde for, at Odinskolen skal være en skole, hvor børn bliver skrevet ind og ikke skrevet ud.

- Der er en del børn, der forlader os af forskellige årsager, og det er vigtigt, vi får det vendt. Det handler om at skabe en skole med tilstrækkelig kvalitet og at kunne kommunikere om det. At skabe en skole, som børnene er glade for at være på.

Skak og lederskab

Og nu tilbage til skakken, som ifølge skolelederen har flere paralleller til jobbet som leder. I skak er der et begreb, der hedder profylakse. Det handler om forebyggelse, og man kender også ordet fra medicin.

Profylakse handler blandt andet om at gøre sig strategiske overvejelser om, hvad modstanderens næste træk kan være.

- Som skakspiller kan man eksempelvis vælge et bondetræk, fordi man forventer, at det er der, skoen kommer til at trykke for modstanderen fem træk senere. Det har jeg i høj grad med mig som leder også. At man i fredstid begynder at overveje, hvor det er vigtigt at forberede de næste indsatser, så man bruger tiden rigtigt, siger han og uddyber:

- Et skakspil er enormt sort og hvidt. Så man skal huske, at der sidder to mennesker rundt om spillet. Man kan godt have sin egen plan, men hvis man glemmer at forholde sig til, at modstanderen også har en plan, bliver det et sølle spil skak.

Selvom han er ekspert i at beregne modstanderens næste træk i skak, er der grænser for, hvordan teknikken kan bruges i det virkelige liv.

- Man kan aldrig analysere sociale systemer til bunds. Det er aldrig til at vide, hvad der sker, når man træder ind et nyt sted som lærer, leder eller elev. Man må bare gå derind med et åbent sind og tro på, at det bliver godt.

Blå bog

Lars Breinholt Søndergaard er 47 år.

Han er født og opvokset i Nordjylland. Siden 2014 har han boet i Killerup i Odense.

Han har tre børn og er gift med Nanna Breinholt Klitø, der arbejder som leder på læreruddannelsen.

Han er uddannet Cand.mag.pæd. og kommer fra et job som skoleleder på Broskolen i Årslev. Han har arbejdet som skoleleder siden 2005 og været chef for læreruddannelsen i syv år.

Udover at være en habil skakspiller er han også en ferm fodboldspiller. Han spiller Old Boys fodbold i B1913.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her