Spring navigation over

Lukket samfund åbner nye døre for nogle ledige

Boligsocial medarbejder hjælper jobsøgende med at benytte pc Fra den 8. marts til den 28. april har Odense Kommune registeret en stigning på 78 nye ledige på dagpenge, kontant- eller uddannelseshjælp i Vollsmose. Arkivfoto: Bjarne Kjær Simonsen

En del er sendt hjem, og der er ikke mange jobs slået op. Coronavirus har sat jobsøgningen på pause for mange ledige. Alligevel er en håndfuld beboere i Vollsmose kommet i arbejde, mens andre har brugt tiden på at blive afklaret med drømme og ønsker for fremtiden.

Kravet om, at ledige skal være aktivt jobsøgende, er for tiden sat på pause på grund af coronavirus, og der bliver ikke startet nye praktikker eller løntilskudsstillinger op. Nogen er sendt hjem, andre har mistet udsigten til et job, der var på bedding, og der er stille på mange sider, hvor stillinger bliver slået op. Jobsøgningen er på mange måder gået i stå med coronavirussens indtog og nedlukningen af samfundet. Men de nye omstændigheder har også ført nye muligheder med sig for nogle af byens arbejdssøgende. For i takt med, at børn og personale er vendt tilbage til Odenses skoler og institutioner, er der opstået et større behov for rengøring.

Derfor har Odense Kommune ansat 80 nye rengøringsassistenter. Nogle af dem er fra Vollsmose, fortæller Henrik Skov Olsen, der er beskæftigelsesmentor i Vollsmose Sekretariatet. Han har hjulpet seks beboere videre i de nye rengøringsjob og har flere på venteliste, hvis kommunen får behov for at ansætte flere.

- Coronavirussen har selvfølgelig skabt en skidt situation for samfundet, hvor udsigterne til at komme i job ikke er gode, og hvor jobmarkedet er ret stille. Men det har også vist sig, at der er åbnet nogle andre muligheder, hvis man er jobsøgende. Det er ikke hver dag, at seks beboere kommer i arbejde på så kort tid og uden forudgående praktik, så det er rigtig positivt, fortæller han.

God tid til overvejelse

Sammen med sin kollega og i samarbejde med jobcentret og virksomhedskonsulenter plejer Henrik Skov Olsen at bruge arbejdstiden på at skaffe praktikpladser, hjælpe beboere med at målrette deres jobsøgninger, læse og hjælpe med ansøgninger og cv, oprette samarbejder med arbejdspladser, der rekrutterer medarbejdere fra Vollsmose, og styrke motivationen hos jobsøgende. Han har - ligesom mange andre - arbejdet hjemmefra i en længere periode og været i telefonisk kontakt med beboere.

- Mange af dem, jeg har snakket med, har haft god tid i denne periode til at overveje fremtiden nærmere. Det har betydet, at nogle for eksempel har besluttet at starte uddannelse i stedet for at lede efter arbejde, siger han og fortsætter:

- Hvis man ikke har børn hjemme lige nu, er der faktisk også mange gode muligheder for at tage gratis kurser online og få suppleret sin viden og sine kompetencer inden for det felt, man gerne vil arbejde med. Så man kan bruge tiden på at blive endnu mere attraktiv for en fremtidig arbejdsgiver.

Brancher med behov

Også i supermarkeder og gartnerier har der været eksempler på muligheden for at få arbejde den seneste tid. Ifølge beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro (F) har jobcentret under coronakrisen stor fokus på at hjælpe med rekrutteringen i de brancher, hvor der er behov for arbejdskraft.

Genåbningen af samfundet, og dermed flere kommunale faciliteter, kan også medføre et behov for at ansætte yderligere medarbejdere, så længe Covid-19 situationen kræver ekstra rengøring.

Fra den 8. marts til den 28. april har Odense Kommune registeret en stigning på 1.706 nye ledige på dagpenge, kontant- eller uddannelseshjælp, hvilket svarer til en stigning på 16,5 procent i antallet af ledige. Til sammenligning var der sidste år i samme periode et fald i antallet af ledige på 4,2 procent.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her