Spring navigation over

Forbud gør familien tættere

Forskellige madretter f.eks. til burgere på fade og tallerkner

Jeg har indset, at de forskellige forbud og forholdsregler, som coronavirussen har medført, alligevel ikke er så slemme her i ramadanen, skriver Farah Ahmad.

Otte timer endnu. Det er det, de fleste fastende siger for tiden, mens de tæller timerne, til de kan spise og drikke. Eller, det kommer selvfølgelig an på, hvornår de vågner. Det er mere eller mindre den samme sætning, der bliver gentaget år for år i den hellige måned, ramadan, hvor muslimer i hele verden faster fra solopgang til solnedgang. Men dette år kan følelsen af at vente på, at solen går ned, føles længere, da muligheden for at bruge tiden med sine elskede ikke er tilstede på samme måde.

Hvornår er det ovre? Det kan jeg finde på at spørge mig selv om hver dag lige nu. Hvornår er corona-epidemien ovre, så jeg kan holde ramadan, som jeg plejer? Det er en anderledes tid for alle, og alle længes efter igen at tilbringe tid med venner og familie.

 Ramadan handler om at tilbede den muslimske gud Allah. Egentlig noget, der nemt kan gøres derhjemme, men det er altid hyggeligere at gøre det sammen. Ramadan handler også om at blive genforenet med familie og venner og have en pragtfuld tid sammen, når fasten brydes. Det kan vi desværre ikke gøre i denne måned.

Mere hjemmetid

Jeg husker tilbage på de andre somre med ramadan, hvor jeg og min familie kunne finde på at rejse flere tusind kilometer væk for at mødes med den elskede familie og holde ramadan sammen med dem. De dage, hvor tiden fløj på grund af latteren og gåturene udenfor. Og nåh ja, når eid endelig bankede på døren efter en måneds ventetid. Eid-dagene er der, mine bedste minder kommer fra. Men minderne fra dette års eid kommer til at være minder fra hjemmet og telefonopkald fra bekendte.

 Nu, hvor coronavirussen stadig er på spil i samfundet og altså under ramadanen, er der en masse krav om, hvordan vi skal forholde os til andre. Derfor foregår ramadan meget derhjemme, hvor vi får tiden til at gå med søvn, måske en lang serie og især bøn. De såkaldte ramadan-hilsner foregår over telefonen, og spisebordet er kun omringet af de familiemedlemmer, der bor i huset.

Det mest interessante tidspunkt kommer nok til at være der, hvor den lange måned er ovre, og det er tid til at fejre eid. Hvis virussen stadigvæk er iblandt os, så bliver eid bag lukkede døre. Corona vil være en forhindring for mig og min familie, fordi vi stadig ikke kan mødes med familie og venner og grine og sidde sammen rundt om det store bord fyldt med lækre retter. Mange andre muslimske familier vil nok også have det samme problem.

Familien bliver tættere

Det er selvfølgelig nemt at pege på det dårlige ved, at ramadanen og corona falder sammen. Men man kan også finde gode sider ved det. For selvom coronavirussen har forhindret os i at gøre mange ting, så er der alligevel en vigtig og meget god ting, den har gjort for os: Bragt kernefamilien tættere sammen. Hjemme hos mig bliver tiden brugt meget på at være sammen med den tætteste familie. Forrige år kunne jeg og mine søskende finde på at være sammen med venner. Nu, hvor der ikke er nogle muligheder for at være sammen med vennerne, så er det familien derhjemme, vi er sammen med for at få selskab. Det er også i denne tid, hvor man har muligheden for at bruge mere tid på sig selv. Personligt er jeg begyndt at tænke mere kreativt, og jeg og min søster er begyndt at tegne sammen. På mine hylder står der også masser af bøger, som venter på at blive læst, og jeg forbedrer mig fagligt.

Jeg har indset, at de forskellige forbud og forholdsregler, som coronavirussen har medført, alligevel ikke er så slemme her i ramadanen. Tidspunkter, hvor jeg kunne havde været ude med mine venner, bruger jeg nu hjemme. Og som man jo siger: Ude godt, men hjemme bedst.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her