Spring navigation over

Det myldrer med sommeraktiviteter i Vollsmose

6-7 årige drenge på fodboldskole med stor teenager som underviser 120 har i denne uge været på fodboldskole på B1909s anlæg.

Børn og unge i bydelen har hen over sommeren kunnet deltage i alt lige fra fodbold, boksning og taekwondo til rundbold og cykelcafé.

Det kan godt være, at coronavirus har forhindret mange børn og unge i Vollsmose at drage udenlands i sommerferien. Til gengæld har de haft mulighed for at deltage i et væld af aktiviteter i hele sommerferien. I denne uge har omkring 120 børn og unge i alderen fra 5-15 år været på DBUs og Get2Sports populære fodboldskole på B1909s anlæg.

- Jeg tror, fodboldskolen er så populær blandt de unge, fordi den både giver mulighed for at få spillet en masse fodbold og lavet en masse sjov sammen med mange andre unge, siger træneransvarlig og ansvarlig for afviklingen af fodboldskolen i Vollsmose, Abdel Salam.

Han kan også berette om over 30 forældre, der ivrigt har fulgt deres børns gøren og laden på grønsværen.

- Det vidner om, at forældrene bakker op om arrangementet, hvilket er af stor betydning, specielt i disse coronatider, siger Abdel Salam.

Sætter tankerne i gang

Tidligere på sommeren havde den lokale aktivitetsforening We Enjoy i samarbejde med fodboldklubben FIUK 34 børn fra Vollsmose med på ferielejr i Slagelse. Her var temaet e-sport, og det var en succes, ifølge foreningens stifter Abdi Raqiib Hasan Yusuf:

- Børnene fik afprøvet deres talenter indenfor esport, som de er rigtig gode til. Men en vigtig del af turen er også at komme ud og få udvidet deres horisont og arbejdet med nogle basale ting såsom normer for opførsel, når man er blandt andre mennesker, fortæller han.

We Enjoy har førhen stået for forskellige sportsaktiviteter i bydelen, men fokuserer nu udelukkende på at tage børn og unge ud på forskellige ture og lejre udenfor Vollsmose. Dog er filosofien i foreningen stadig: ’Sund krop, sund fornuft’.

- Vi vil gerne have børnene mere én til én, for det rykker noget og giver muligheder for nogle gode snakke, der sætter tanker i gang hos dem, siger han.

Klubber slår sig sammen

I uge 30 og 31 gik blandt andet B1909, Vollsmose Boxing og Vollsmose Taekwondoklub sammen om at lave nogle fede aktiviteter for børn og unge. Her var der mulighed for at prøve de forskellige idrætsgrene og måske blive inspireret til nye fritidsaktiviteter.

Shahbaz Aslam, der er cheftræner i Vollsmose Boxing er ikke i tvivl om, det betaler sig at arrangere sommerferieaktiviteter for Vollsmoses børn og unge.

- Det er første gang de store idrætsforeninger herude går sammen om nogle aktiviteter. Jeg synes, det har været sindssygt positivt. Ungerne var glade og fik brugt en masse energi i stedet for at hænge ud eller sidde derhjemme og spille Fortnite. Det var rigtig godt for de unge mennesker, som helt sikkert kommer trætte hjem, lyder det fra cheftræneren, der anslår, at der var samlet et sted mellem 100 og 150 børn hver dag på B1909s anlæg, hvor aktiviteterne foregik.

Godt at være aktiv

Sidst men ikke mindst gik nogle unge frivillige sammen om at lave en masse aktiviteter for børn og unge. Det foregik i Birkeparken i ugerne 28, 29 og 30. Her blev der blandt andet bygget en bænk, spillet rundbold og lavet cykelcafé. En af de frivillige, der havde valgt at bruge tre uger af sin sommerferie at lave aktiviteter for de unge i Vollsmose, er Elan Rahman fra Bøgeparken.

- Jeg har en klar fornemmelse af, at de unge var glade for aktiviteterne. Der mødte da i hvert fald over 100 op hver dag for at være med, oplyser hun, der også var med til at træne et pigehold på DBUs fodboldskole.

- Jeg nyder selv at være aktiv. Det er altid godt at være med til nogle aktiviteter, siger Elan Rahman.

Selvom skolerne snart starter igen, er der stadig forskellige sommeraktiviteter på programmet:

  • Camp U arrangerer fodbold hver mandag, onsdag og torsdag kl. 18.00 - 21.00 for børn og unge mellem 11 og 18 år. Man møder bare op ved Diamanten.
  • Vollsmose Bibliotek har stadig et par sommertilbud for børn og unge mellem 6 og 17 år. Den 19. august kl. 14.00 er der besøg af Naturama, der kommer med levende dyr. Den 26.  august kl. 14.00 kan man møde en dyreekspert.
  • GAME fyrer op for basket, gadefodbold, glitterworkshop, dans og meget mere den 26. august kl. 15.30 - 18.15.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her