Nørregaards Teater slog dørene op

Det røde bånd blev klippet over af en bydelssøster fra Bøgeparken, da dørene til Nørregaards Teaters nye scene i Vollsmose for første gang blev åbnet lørdag den 14. september. Borgerjournalist Farah Ahmad rapporterer her fra åbningen af teateret og forestillingen ’Tamme tiger findes ikke’.

En varm hilsen venter for enden ad den snoede trappe, der plejede at føre op til kulturhusets store sal. Et hav af glade og smilende gæster venter spændt på at komme gennem de sorte døre, der er midlertidigt spærret af et rødt bånd. Vi er til åbningen af Nørregaards Teaters nye scene i Vollsmose. 

Glade mennesker i alle aldre står med sodavand og drinks, som kommer fra en lille hjørnebar. Flotte plakater fylder den hvide væg med farver og former og reklamerer for de kommende teaterstykker for børn. Her er latter og snak og glade og spændte børn med deres forældre, der er kommet for at se teaterets første forestilling ’Tamme tiger findes ikke’ på den nye Vollsmosescene.

Festens højdepunkt  

Tiden er inde. Menneskemængden vender sig og kigger mod de sorte døre. Alle står stille og venter. Gæsterne bliver præsenteret for teaterleder Carsten Wittrock og Sarwa Sharif, som er bydelssøster og bor i Bøgeparken. Hun får ordet og begynder sin tale. Det er en tale om Vollsmoses fremtid, og hvordan den nye scene kan være med til at trække mennesker fra resten af byen til Vollsmose.

- Jeg synes, at det er rigtig fedt, at der kommer børneteater i området, og at der bliver mere liv i vores kulturhus. Det er vigtigt, at børn har det sjovt, lyder det fra bydelssøsteren.

LÆS OGSÅ: Scenen skifter i kulturhuset

Gæsterne smiler og klapper. En lille pige træder op til dørene. Hun har en pude med en gylden saks, som hun afleverer til Sarwa Sharif, der roligt klipper det røde bånd. Gæsterne jubler. Menneskemængden bevæger sig langsomt ind i den store mørke sal og bliver mødt af rolige toner fra en guitar. Den mørke sal bliver lyst op af små pærer, der hænger på snore mellem træpæle. Et stribet rødt og hvidt tæppe er sat op som bagtæppe og danner en tydelig scene, der skaber associationer til en cirkusmanege. I midten står en høj kvinde klædt i hvidt og brunt med stribede blå strømper og spiller guitar. Omkring hende sidder tigerbamser og kigger på.

Pladserne på podiet er fyldt op, og børn sidder spredt på gulvet allerforrest. Forestillingen er klar til at gå i gang.

Teaterleder Carsten Wittrock (tv.) og bydelssøster Sarwa Sharif (th.) bød velkommen på teatrets nye Vollsmosescene lørdag den 14. september.

’Man må ikke bande’

Året er 1920. Den forældreløse Mabel er flygtet fra sin overbeskyttende tante og er stukket af med et omrejsende cirkus, hvor hun stædigt arbejder på at få lov til at træne de store katte. Vejen til at blive den første og mest berømte kvindelige tigertæmmer er ikke let: Der er kampe, der skal kæmpes - både med dyr og mennesker. Men selvom Mabel ofte må tage livtag med døden, rejser hun sig gang på gang. I en time synger og spiller de to skuespillere, så den
fantastiske historie træder tydeligt frem i den mørke sal. De springer rundt og agerer cirkusdirektør og Mabel. De bander og svovler og beskriver i blodige detaljer, hvordan tigertæmningen foregår. En dreng råber fra tilskuerrækkerne:

- I må ikke snakke om blod, vi er altså kun syv år!

Et andet barn tilføjer:

- Og man må altså ikke bande.

Ellers sender børnenes latter positiv energi ud i hele rummet og får de voksne til at grine med. For eksempel da den lille pige Mabel på et tidspunkt skal være klædt ud som kylling og udføre et drabeligt dødsstyrt med titlen ’Kentucky Fried Chicken’. En dreng bliver undervejs trukket op på scenen for at spille tiger. Han kan næs-ten ikke stoppe med at grine, da Mabel skal have hele hovedet ind i tigerens gab. Og så pludselig er forestillingen forbi. Lysene bliver langsomt tændt, og året er igen 2019. Skuespillerne bukker, mens publikum jubler og klapper. 

Både for børn og voksne 

- Jeg synes, at det var sjovt og spændende, siger Zoe Lilljendal Hansen, der er en af de mindste blandt publikum.

Ifølge teaterleder Carsten Wittrock er børneteater ikke kun for børn, men også for voksne. 

- Godt børneteater kan ses både af voksne og de børn i den målgruppe, det bliver produceret til. Det skal behandle emner, som børnene kan relatere til og stille vigtige spørgsmål: Hvad er død for noget? Hvad er liv for noget?, siger han.   

Siden Nørregaards Teater blev etableret i 2011, er publikumstallet blevet fordoblet på det lille teater i Odense C, der producerer og viser forestillinger for børn og unge. Det var blandt andet en af årsagerne til, at teateret endte med at overtage den store sal i Vollsmose Kulturhus samt en bevilling på 200.000 kroner til kulturaktiviteter i huset.

Ifølge Mira Erik, som er souschef på Nørregaards Teater, skal teateret ikke kun sprede glæde, men også være med til at vise Vollsmoses gode sider ved at tiltrække publikum fra resten af byen.

- I alle gode bydele sker der sjove ting. Fester eller teater, som man kan samles om. Det gælder selvfølgelig også for Vollsmose, siger hun.