Klumme: Naboskab med mening

Mellem betonblokkene i Vollsmose findes der en særlig naboskabsfølelse. De sidste 24 timer af Ayan Yasins hverdag i Lærkeparken tegner et billede af et særligt fællesskab.

Det er mandag aften, og mit lift til taekwondo-træning holder lige uden for min lejlighed i Lærkeparken. Min nabo har lavet aftensmad til mig, fordi mit køleskab og min fryser står rent og tomt. Det er mit sidste døgn i Lærkeparken, inden jeg flytter til Valby. Min lejlighed skal synes om tyve timer. Jeg takker min nabo for aftensmaden og sætter mig ind i bilen. Foreningslivet har ført mig, en humanist - og mit lift, en arkitekt fra området - sammen i den koreanske kampsport. Et par timer senere bliver jeg kørt hjem for at sove en sidste gang i Vollsmose.

Tirsdag morgen skal jeg flytte nogle kasser og aflevere en router inde i byen. Jeg har fået lov til at låne min anden nabos nye Renault Captur. Men først skal jeg overvære, at en speciel ung pige, jeg kender fra Lærkeparken, får sin studenterhue. Hun har færdiggjort sin uddannelse på Kold College, og flere kvinder, unge piger og drenge fra Vollsmose er kørt hele vejen ud til Hjallese for at dele dette øjeblik med hende. Den nye studine smiler bredt som i en Colgate-reklame, og en tåre triller stille ned ad kinden, da faren giver hende et kram. Jeg spørger ham, hvordan han har det, og han svarer, at han føler sig gammel, men stolt. Endnu en familie fra Vollsmose fejrer et familiemedlem, der har afsluttet gymnasiet. En tendens, der har været stigende de seneste par år. Flere unge fra Vollsmose får en studenterhue, og endnu flere starter på en videregående uddannelse. For her i området opdrages mange unge med værdien: ’Du bliver til noget i kraft af det, du uddanner dig til’ - som jeg i øvrigt selv opdrager mine to sønner med.

LÆS OGSÅ: Mohammad Farah: Din generation vil vende skuden

Jeg skal tilbage til lejligheden i Lærkeparken for at smide de sidste ting ud. Jeg sætter mig ind i bilen og ser en familie, der bor i området, sidde og vente på bussen. Jeg holder ind til siden og spørger, om de skal hjemad. De svarer ja, og vi sætter kursen mod Lærkeparken.

 

En stor multietnisk familie

På vej op ad trapperne i min opgang spørger min underbo, om hun ikke skal give mig en hånd. Jeg takker ja. Vi går sammen hen mod miljøgården med mit storskrald og taler om, hvordan vi aldrig fik tid til at besøge hinanden. Vi erkender, at alle har travlt med at leve livet - med børn, uddannelse eller arbejde og bliver enige om, at vi skal følge hinanden på de sociale medier i stedet for. Hun giver mig det varmeste kram, og jeg siger til hende, at hun må kysse sine børn fra mig.

På vej tilbage til lejligheden ser jeg ejendomsfunktionæren. Han er på vej hen til min lejlighed for at lave flyttesynet. Vi hilser på hinanden og går sammen op til lejligheden. Mens ejendomsfunktionæren kigger op mod loftet og ned på panelerne og noterer noget på iPaden, siger han, at det er trist at gode folk flytter ud. Han håber, at jeg på et tidspunkt flytter tilbage. Jeg smiler til ham og svarer, at det kan da godt tænkes.

Mens jeg rækker ejendomsfunktionæren nøglerne til min lejlighed og kælderen, tænker jeg på betydningen af naboskab. I Vollsmose er vi - med et stort VI - én familie, ét fællesskab. Ja, der er problemer og udfordringer i området, men i mine fem år som beboer har jeg lært, at man er der for hinanden - især under flytning. Vi hjælper hinanden på travle dage og taler med hinanden over en kop kaffe, mens børnene leger ude på legepladsen, eller mens vi folder vasketøjet i vaskeriet. Vi genkender os selv i hinanden. Vi er forbundet, fordi vi bor samme sted.

Ejendomsfunktionæren låser døren efter mig. Mens jeg tager mine sko på uden for døren, ønsker han mig god vind i fremtiden. Og med den hilsen bliver der sat et foreløbigt punktum for mit liv i Vollsmose.