Da Vollsmose lagde hus til Danmarks bedst bevogtede digtoplæsning

I 2013 var det breaking news, da Yahya Hassan læste op i gymnastiksalen på H.C. Andersen Skolen. Den 29. april i år blev han fundet død i sin lejlighed i Aarhus. Tidligere borgerjournalist, Nibras Aziz, og leder af daværende kulturhus, Peter Ørting, husker tilbage på den vilde aften, da Yahya Hassan var en debuterende digter-komet, der udløste flyveforbud og betonbarrikader i Vollsmose.

Det var intenst. Meget intenst. Sådan husker Nibras Aziz tirsdag den 26. november 2013. Måneden forinden var en 18-årig Yahya Hassan debuteret med en samling selvbiografiske digte, der skildrede en opvækst med kriminalitet og vold i et udsat boligområde og leverede en skarp kritik af islam og sine forældres generation. Nu skulle han til Vollsmose for at læse digtene op. En overlagt provokation i nogens øjne. En vigtig debat i andres.

På det tidspunkt var Nibras Aziz omkring 17 år, elev på Mulernes Legatskole, en del af det nystartede ungdomsråd i Vollsmose og borgerjournalist på Vollsmose Avisen. Og så havde hun købt digtsamlingen YAHYA HASSAN og læst den med lige dele fascination og forargelse.

- Forinden sin optræden i Vollsmose var han nået at blive utrolig upopulær i Vollsmose-kredsene. Han var kontroversiel, han var provokerende, og han var en ufiltreret islamkritiker. Men alligevel var jeg ret fascineret af hans historie og måde at udtrykke sig på. Jeg boede i Tjørnehaven tæt på skolen på det tidspunkt, og jeg husker tydeligt, hvor voldsomt optakten til eventet var. Så snart jeg forlod min hoveddør, kunne jeg høre helikoptere i luften, og så snart jeg nåede hovedvejen, var der blokader og politi over det hele. Det var virkelig voldsomt. Jeg tænkte: Hvad skal alt det her postyr til for? Hvorfor skal Vollsmose tages som gidsel for hans provokation, fortæller hun.

- Jeg syntes, at digtsamlingen var svær at komme igennem, og jeg forstod ikke helt hans stil i starten. Der var det noget helt andet at høre ham læse op. Jeg kan huske, at nogle af digtene kunne jeg slet ikke læse færdigt, fordi jeg blev så forarget. Det var så personligt, og hele den måde han snakker om sin mor på - det var så karikeret. Men der var også andre dele, hvor jeg tænkte: Ja, det er rigtigt, det er sådan. For den stereotyp, han skitserer, findes, uddyber Nibras Aziz.

200 betjente i arbejde

Egentlig skulle den unge digter have læst op i Vollsmose Bibliotek og Kulturhus. Han havde selv insisteret på, at det skulle foregå i Vollsmose, fordi han ville tale om poesi, opvækst og selvkritik i et miljø, der mindede om hans eget i Trillegården i Aarhus Vest.

Peter Ørting var på det tidspunkt leder af Vollsmose Kulturhus og husker, da henvendelsen fra Yahya Hassan kom.

- Jeg syntes, det var oplagt at lade Vollsmose Kulturhus være platform for et sådant møde, da det for mig var indlysende, at hans digtsamling skulle præsenteres ude i det liv, som digtsamlingen på mange måder var et opgør med, fortæller han.

Men en uge inden blev arrangementet aflyst, da Fyns Politi ikke mente, de kunne garantere for digterens sikkerhed. Desuden vurderede politiet, at digtoplæsningen ville udgøre en fare for den offentlige ro og orden. Det skabte meget kritik fra blandt andet politikere, og Odense Kommune afgjorde, at arrangementet skulle afholdes alligevel i gymnastiksalen på H.C. Andersen Skolen. Det betød et sikkerhedsopbud på 200 betjente fra forskellige politikredse, PET og en særlig PET-specialstyrke. Der blev lagt en jernring om skolen flere dage i forvejen og indført et flyveforbud over Vollsmose blandt andet for at holde medie-helikoptere væk. Alle publikums tas-ker blev undersøgt, metaldetektorer ledte efter uvelkomne genstande, og samtlige gæster blev kropsvisiteret. Peter Ørtings opgave blev at være mødeleder for arrangementet.

- Det var en herlig opgave. Men jeg var selvfølgelig meget spændt, for det var nok det mest omtalte kulturarrangement nogensinde. Jeg tænkte: Hvad siger du, hvis mødet løber af sporet? Det gjorde det heldigvis ikke. Men adrenalinen pumpede løs hos mig, og jeg nåede slet ikke at blive nervøs. Men det var meget intenst og fuldstændigt grænseoverskridende sammenlignet med andre kulturarrangementer. Interessen for det og sikkerheden omkring det var ikke set før, husker Peter Ørting.

En trodsig dreng på scenen

I gymnastiksalen var røde lænestole sat frem på scenen. Røde dekorationer i ribberne og vagter ved dørene udgjorde bagtæppet. Så ankom han. Aftenens hovedperson. Uimponeret over al det postyr, hans digte og interviews havde sat i gang. På tilskuerrækkerne sad Nibras Aziz og var spændt på at se, hvordan Yahya Hassan ville tage imod publikum.

- Han var pisseligeglad med det hele. Han udstrålede virkelig, at han bare var så ligeglad, og han bare skulle læse digte op. Dét følte mange nok som en provokation. Som om, at han kom for at tvære det ud i ansigtet på de folk, han kritiserede. I forvejen var det for nogen en provokation, at han ville komme til Vollsmose, når han pissede på alt, hvad vi står for og er, fortæller hun.

- Han var en stædig og trodsig ghettodreng, der var blevet placeret på en scene. Jeg kan huske, at han ikke præsenterede sig selv, men bare startede med at læse op. Han slog benene op under interviewet og svarede kun på det, han syntes, var spændende. Og så havde han ingen ansigtsmimik, hvilket var lidt uhyggeligt. For det matchede hans monotone kropssprog og måde at læse op på, fortsætter Nibras Aziz, der sammen med andre medlemmer af Vollsmoses Ungdomsråd samme dag havde en kronik i Information, hvor de argumenterede for, at arrangementet tog Vollsmose som gidsel i et mediecirkus, der var med til at skærpe det ensidige billede af beboerne i Vollsmose som ballademagere.

Få fra Vollsmose

Både Nibras Aziz og Peter Ørting husker, hvordan publikum overvejende bestod af gråhårede, brillebærende kulturforbrugere og i mindre grad af minoritetsdanskere med tørklæde og tro på den gud, som jeg’et i et digt med de karakteristiske versaler siger, at han pisser på.

- Den store opmærksomhed omkring mødet gjorde, at det mere blev kulturelitens møde end de lokales. Det var en skam. Jeg ville have ønsket, at det var blevet en debat mellem de unge i Vollsmose og deres forældre og Yahya Hassan. Men dertil var der alt for mange deltagere med egne dagsordner samtidig med, at programmet var meget stramt for at passe ind i ’prime time’ på tv, siger Peter Ørting.

Hele digtoplæsningen blev sendt på TV 2 NEWS, der for første gang nogensinde ryddede sendefladen for at livetransmittere, at en digter læs-te op af sin debutsamling.

Nibras Aziz husker også, at der var få fra Vollsmose til arrangementet, og at publikum stillede spørgsmål om digtene på et højt fagligt niveau.

- De kom jo med bogen i hånden og spurgte ind til referencer fra Moby Dick. Så svarede han utrolig flabet noget med, at hvordan du fortolker det, er ikke mit problem. Det afskrækkede mig fra at stille spørgsmål, men jeg krummede også tæer, for det var jo ikke en digter, der var vant til at sidde overfor et publikum, men en provokeret teenager, der ville ruske i folk og råbe til miljøet: ’I må da kunne genkende det, jeg snakker om’. Så jeg tror, at han var skuffet over, at der ikke var flere fra Vollsmose.

Banede vej for debattører

Intet af skrækscenariet for aftenens forløb blev udløst. Messende med sin sorte bog i hånden uden at trække på smilebåndet en eneste gang hele aftenen, viste arrangementet i Vollsmose, at Yahya Hassan for alvor satte dagsordenen i 2013. Og han forlod gymnastiksalen i Tjørnehaven ligeså hurtigt, som han kom.

Peter Ørting havde håbet på, at digtsamlingen - den mest solgte debut nogensinde i Danmark - også ville være starten på et ungdomsoprør.  I dag tænker han snarere, at mødet blev det første eksempel på den enorme digitale spredning af begivenheder, der er helt almindelig i dag. Dengang som i dag mener Nibras Aziz, at det er afgørende at adskille lyrikken fra personen Yahya Hassan - om end det er svært.

- I sig selv er det jo historisk, at han blev den mest solgte digter, når han havde det navn og baggrund, som han havde. Han var så mange paradokser i sig selv og brød hele tiden med de paradokser. Ghettodreng, men lyriker. Kunstner, men kriminel. Han skabte så meget røre internt blandt minoriteter, at det fik mange debattører til at vokse frem. Så jeg tror, at han har været med til at bane vejen for andre debattører med minoritetsbaggrund og gjort det mere muligt at kritisere sit bagland, selvom man er brun.