Spring navigation over

Königsberger Klopse

Nogle gange er det de sjoveste steder, jeg bliver inspireret til opskrifter. Denne kom sig af, at jeg så en af mine venner, der havde været i Tyskland, havde fået denne ret og skrev, det var en af de ting han bare skulle have, når han var i Tyskland. Jeg syntes, den så lidt simpel ud, og tænkte, den kan jeg vel også godt lave.

Vores egen boller i karry er nært beslægtet med retten i måden det laves på.

Det er egentlig bare kødboller i en kaperssovs. Det er en opskrift, som er en østpreussisk specialitet, der stammer fra den gang Kaliningrad var tysk og hed Königsberg, men blev russisk efter 2. Verdenskrig. Det er den mest genkendelige tyske egnsret blandt tyskerne selv, hvor 93 % kender retten.

Det er solid bonde-mad. Det er ikke større gastronomi, men det smager bare godt.

Jeg kunne ikke få ansjoser til at komme i farsen, som man ellers gør, så jeg brugte de små benfri sild på dåse. Jeg troede egentlig, det var det samme - har så fundet ud af, at det er det slet ikke, og de små benfri sild er så heller ikke sild, det er brislinger. De fleste ansjoser, vi køber i Danmark, er også brislinger, men i en sukkerlage og lidt mere som marinerede sild, hvor de ansjoser, man får syd på, er i en meget krydret lage og er noget helt andet. De kan fås i specialforretninger.

Selv om jeg ikke helt brugte de rigtige fisk, smagte det dejligt.

Det skal du bruge:           

Suppen

1 liter bouillon

1 løg, finthakket

3 laurbærblade

3 allehånde, knust, eller brug 3 hele stjerneanis i stedet

Kødbollerne

400 g. hakket kalv/flæsk

1 løg, revet

1 æg

1 skive daggammelt hvidt brød uden skorpe - krummerne svarer til et halvt rundstykke

3 ansjoser, finthakket. Jeg brugte som sagt benfrie sild

1 spsk. persille, finthakket

1 tsk. salt, peber

Sovsen

60 g. smør

6 spsk. mel

2.5 dl. suppe

2.5 dl. fløde

1 tsk. salt, peber

2 spsk. citronsaft eller hvidvin eller eddike

60 g. kapers

Persille til pynt

Kartofler

Syltede rødbeder

Sådan gør du:

Begynd med at sætte suppen over i en middelstor gryde, så krydderierne når at afgive smag.

Rør kødfarsen først med salt og derefter resten. Form til boller på størrelse med golfbolde - beregn cirka 4 stk. til hver person.

Anbring kødbollerne i suppen, og lad dem simre ved lav varme i 15 minutter, og sæt kartoflerne over.

Si noget af suppen fra til sovs, og lad kødbollerne stå i resten.

Smelt smørret i en gryde med middellav varme og rør melet i, til opbagningen er glat. Det skal dufte lidt af nødder.

Tilsæt den siede suppe og fløde i en tynd stråle under omrøring, så sovsen hele tiden når at tykne imens - sovsen skal ende med at være ret tyk.

Smag sovsen til med salt, peber og citronsaft.

Tag sovsen af ilden og rør kapers i.

Drys med persille og server kartofler og rødbeder til.

 

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her