Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen
28. juni 2023
Vollsmose fik i foråret 2017, via en kollega i Vollsmose Sekritariatet, besøg af fotografen Josiah Jinrich fra Chicago, som tog nogle fremragende portrætter i bydelen. Han fortalte til John Bonde at han var imponeret over fælleshuse, legepladser, grillområder og naturen. - I amerikansk socialt boligbyggeri ville der være forfald og misligholdelse. Der ville heller ikke være legepladser, hvor der er risiko for ulykker og deraf følgende erstatning.
Tidligere beboerjournalist John Bonde ser tilbage på sin tid på avisen, som han skrev for i 11 år.
Tekst: John Bonde
Jeg sad i mit køkken på tredje sal i Egeparken. Foran mig lå Vollsmose Avisens første udgave ved siden af en kop kaffe og en kold pibe. Min datter var afleveret i børnehaven, så jeg havde tid til at fordybe mig i den jomfruelige avis.
Inde i avisen så jeg et indslag, der indeholdt en opfordring til at skrive i avisen. Jeg holder meget af at skrive, så det var som om, indslaget direkte henvendte sig til mig. Jeg ringede på det angivne telefonnummer og fik redaktøren i røret. Hun præsenterede sig som Bente, og vi aftalte et møde.
Jeg aftalte på mødet, hvor Bentes medredaktør var til stede, at jeg skulle skrive en prøveartikel, og så ville de vurdere den. Jeg fik fat i en kammerat, som var med på, at jeg lavede et portræt af ham. Pernille var som så mange gange efterfølgende med for at tage billeder. Jeg lavede portrættet, det blev godkendt, og mine 11 år ved avisen var begyndt.
Det blev til 11 fantastiske og frugtbare år med mange artikler dækkende over et stort område af emner. Bente var altid åben overfor mit emne eller personvalg. Personligt holdt jeg meget af at skrive portrætter, fordi jeg her fik lange dybe samtaler med personerne, og jeg kom til at holde af dem, så ordene nærmest flød ud af tasterne. De fleste gange kendte jeg ikke personerne, så jeg havde kun et enkelt eller to spørgsmål i hovedet. Det var dog nok, fordi de afledte en længere samtale, hvor jeg kom mere og mere ind på personen. Jeg husker engang, der var et arrangement i Mosen, hvor vores daværende borgmester Anker Boye deltog. Jeg ville gerne lave et personligt interview med ham, men havde ikke rigtig modet til at opsøge ham. På et tidspunkt, hvor jeg går med min datter i centret, ser jeg Anker Boye stå alene.
Jeg går hen til ham og spørger, om han havde lyst til at deltage i et interview. Der var ingen kunstpause. Han svarede ja med det samme. Bagefter spurgte min datter, hvem det var, og jeg svarede i overensstemmelse med sandheden, at det var vores borgmester. Det nægtede hun at tro på. Jeg fik en aftale i stand, og da min redaktør, som nu hed Thomas, hørte det, insisterede han på at deltage. Om det var af interesse, eller det var angst for, at jeg skulle dumme mig, ved jeg ikke, men der kom en stor artikel ud af det, hvor Thomas skrev om det politiske og jeg mere om den personlige Anker.
En anden lidt speciel situation fandt sted under en mosefest. Der var tivoli, boder og udskænkning. Peter Belli skulle underholde. Jeg havde et par dage forinden fået en aftale om et interview i stand med hans agent, som ville ringe tilbage om tidspunktet. Det gjorde han ikke, så jeg gik ud fra, at interviewet var aflyst. På et tidspunkt, hvor jeg sad inde i ølteltet, så jeg Peter Belli gå alene rundt på et aflukket område. Jeg skyndte mig over til ham og fik en aftale sidst på dagen. Interviewet skulle finde sted i et mindre lokale, men uheldigvis faldt det sammen med, at familien Belli skulle spise. Det fandt jeg lidt akavet og hæmmende for samtalen, og jeg kunne på den anden side mærke lidt irritation over forstyrrelsen. Der kom dog en god artikel ud af det, og Peter Belli godkendte den uden korrektioner.
Der er mange historier fra min tid på avisen. Men den kom også i den grad til at præge mit liv. Efterhånden begyndte folk at kende mig. De hilste og kom med forslag til historier. Det var også ved hjælp af avisen, at koret ”Stemmer fra Vollsmose” kontaktede mig og opfordrede mig til at gå til audition og som følge deraf blev optaget i koret. Ligeledes var det gennem avisen, at jeg blev aktiv i forhold til nedrivningen af Børnebyen. Nedlæggelsen af kulturhuset og nedrivningen af de mange boliger. Det var også gennem avisen, at Jørgen Nancke kontaktede mig, fordi han lige havde udgivet en digtsamling og skulle rundt med den. Han ville gerne have mig som oplæser, og vi turnerede rundt i Danmark i et år.
Mit liv ændrede sig radikalt på grund af Vollsmose Avisen. Fra at være en anonym enlig far i Egeparken på tredje sal til højre blev jeg en offentlig person og fik et stort netværk. Jeg har dog aldrig oplevet negative kommentarer eller reaktion på grund af det, jeg har skrevet. Vollsmose Avisen er nu historie, og jeg er taknemlig for at være en del af den historie.
