- Avisen åbnede min verden
28. juni 2023Inaam Nabil skriver om dengang hun som teenager blev frivillig på Vollsmose Avisen og fik vakt sine journalistiske sanser. Siden har hun blandt andet arbejdet som journalist på Fyens Stiftstidende, været redaktør på Radio 24syv og TV2 Østjylland, og i dag arbejder hun som journalist på DR.Tekst: Inaam Nabil, tidligere beboerjournalist
Tekst: Inaam Nabil, tidligere beboerjournalist
Kære Vollsmoseavisen,
Husker du, da jeg som journaliststuderende skrev til din redaktør Thomas Juhl Bruun: ”Jeg har fundet manden, der er blevet stukket ned af flere mænd fra Vollsmose og fundet af en ældre dame, blødende ved Seden strand. Vil du læse min artikel og rette i den?”
Thomas sprang på opgaven uden at blinke og med kort varsel. For jeg skulle aflevere historien til Fyens Stiftstidende, der senere blev min praktikplads. Sikke et scoop af en historie, sikke en hjælp.
Det var kulminationen på min tid hos dig, inden jeg drog ud i den store verden.
Husker du, hvordan jeg i mine tidlige teenageår sad med på redaktionsmøderne? Jeg må indrømme, at jeg i lang tid ikke forstod, hvad der blev sagt. Men jeg lover, at jeg lyttede intenst med. For jeg var fascineret af dine redaktører og borgerjournalisterne. Jeg var fascineret af muligheden for at tale med vildt fremmede mennesker og med magthavere om de begivenheder og debatter, der fandt sted i Vollsmose. Dem har der været en del af gennem tiden. Tænk sig at kunne vide mest om det, der foregik, først.
Jeg ved ikke, om det var dig, der tændte den journalistiske ild i mig, men du har inspireret mig, og du har helt sikkert hjulpet mig på vej. Hos dig kunne jeg bare være med, uden at du krævede noget tilbage. Men du tog mig seriøst, selvom der gik længe, før jeg selv havde en byline hos dig. Se mig nu. Er du stolt?
Jeg vil gå så langt som til at sige, at uden dig var jeg ikke blevet journalist. For ingen i min omgangskreds havde ambitioner om at blive det, sådan er det stadigvæk. Du åbnede din verden for mig, inviterede mig ind, gav mig en smagsprøve på dét, der kom de efterfølgende år. Jeg er ked af, at du skal aflives, men for mig vil du altid blive husket for den journalistiske opdragelse, du gav mig. For dét og meget andet, skal du have en tak.
Bedste hislner Inaam