Spring navigation over

Hjemme hos Aysel Hagi

Tekst og foto: Flemming Falkenberg

Baggrund og opvækst

Jeg har kurdisk baggrund med en stor familie fra hele Kurdistan. For os var det virkelig en tragedie, at vores land blev skåret i stykker af stormagter.

Min familie er spredt ud over Irak, Syrien og Tyrkiet, og er derfor fra næsten hele det oprindelige Kurdistan. Jeg har syv søskende.

Jeg har haft fine forbilleder i mine forældre. Min mor hjalp undertrykte kvinder og udsatte. Min far var forbillede for andre og hjalp til ved de store arrangementer omkring Ramadan og Eid.

Det var en udfordret situation, fordi vi var kurdisk minoritet. Vi måtte ikke tale vores eget sprog, og vi havde heller ikke egne skoler. Til sidst blev det for presset og for farligt at blive boende.

Danmark

I 1991 kom vi til Danmark via Tyrkiet. Det var svært at møde en anden verden, andet sprog, andre mennesker. Der var en usikker fremtid. Jeg havde selv en svær periode, hvor jeg var ved at gå ned med stress.

Men det var glædeligt at komme til Danmark. Vi blev indkvarteret i Sandholm. Jeg kunne slappe af, finde mig selv og min glæde ved livet. Jeg blev gravid i Sandholm, sommeren 1991 efter 11 års ægteskab. Det var Danmarks gave til mig. Jeg er i den grad glad for Danmark.

Vollsmose

Vi fik hurtigt et rækkehus i Vollsmose i december 1991, og her har vi boet siden. Der var på det tidspunkt megen offentlige tale om ballade i Vollsmose. Jeg kan ikke rigtig genkende det. Jeg oplever, at folk er meget sociale. Vi hilser på hinanden og smiler - også selvom man ikke kender hinanden. Der er også stor tillid: “Kan du hjælpe med det og det?”

Det vigtigste er at få folk til at engagere sig i aktiviteter. Mange er isoleret derhjemme. Det var svært i begyndelsen, og så skete der noget. Så kom de af sig selv, og de begyndte at ringe: Systue? Hyggeaften?

De fandt ud af, at det var godt at komme ud. Så jeg har lagt mærke til, at udadvendthed og det at skabe tillid, gør en afgørende forskel. Så åbner folk sig.

Og så er der en anden forskel. Forandring, som jeg oplever den, sker gennem kvinder. Når du lærer en mand at kende, er det som at lære en ny person at kende. Lærer du en kvinde at kende, lærer du en hel nation at kende.

Systuen

For mit vedkommende var det egentlig en detalje, som satte det hele i gang. Der er altid fester. Der var så den her fest. Vi manglede kjoler, som mange ikke havde råd til at købe.

Derfor var det nærliggende at tænke i andre baner: blive selvforsynende. Vi havde indlysende brug for en systue, som blev mit første projekt, finansieret af bydelsmidler.

Resten er sådan set historie. Først lærte de at sy, så nu syer de deres egne kjoler.

Som kom tankerne om egne foreninger. Det fulgte lidt logisk af systuen. Børnene skulle beskæftiges, når mor syede. Derfor lavede vi en børneklub.

Så viste det sig, at de nu større piger havde behov for at fordybe sig med pigeting, og så lavede vi en pigeklub. Og de gode mødre havde også behov for at være sig selv som kvinder, og derfor lavede vi en kvindecafé, fredag aften - med hyggeaktiviteter som bankospil, gåtur, svømning og diverse udflugtsmuligheder.

Hvordan bliver vi bedre til at tale med hinanden?

Det var ikke svært at komme sammen med andre nationaliteter. I de etniske grupper er der gennemgående interesse i at vide noget om hinandens forhistorie. Jeg ønsker at kende vedkommendes baggrund for at komme tæt den anden.

Jeg stiller mig på niveau med min samtalepartner. Jeg bliver som barn sammen med et barn, ung med en ung. Deler mine udfordringer med en, der har psykiske udfordringer. Jeg deler med vedkommende, at mit liv ikke har været en dans på roser.

Den anden kan se noget af sig selv i mig. Det giver den anden en tryghed: Det er ikke kun “mig”, der har problemer. Det handler om at kunne rumme hinanden. Det skaber tillid og glæde.

Jeg oplever ofte en forskel på etniske grupper og danskere. Danskere holder mere afstand, og mange danskere signalerer en lukkethed. Man mødes kun efter aftale og til tiden. Her er de etniske grupper mere spontane, umiddelbare og tillidsfulde.

Og så er tiden afgørende. NU - og så gør vi det jo bare. Hvorfor vente til kl. 12.45 - eller blive sur, bare fordi “kl. 12.45” reelt bliver “kl. 13.30 tyrkisk tid”, “omkring kl. 15 arabisk tid” og “mødetid, når det passer, afrikansk tid”.

Det er, som om danskerne har glemt at den vigtigste tid er livstid, og ikke hvad klokken viser.

Seneste Artikler

Vores forrygende oplevelse på OUH

Læs mere

Ilhan og Yuksel investerer i renovering af bagerbutik

Læs mere

Hjemme hos Sebastian Olesen

Læs mere

Henning hjælper beboere som er bagud med huslejen

Læs mere

Flere har akut behov for økonomisk rådgivning

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her