Spring navigation over

Biblioteket fejrede skarpt hjørne

Det er 50 år siden, Vollsmose Bibliotek slog dørene op, og det blev fejret af bydelen med taler, sang, bobler og brunsviger.

Naboer, gamle kollegaer, venner af huset, samarbejdspartnere og et par tilfældigt fremmødte biblioteksbrugere fejrede torsdag den 26. januar, at Vollsmose Bibliotek har haft åbent i 50 år.

Dynke Jeppesen, der er afdelingsleder i Vollsmose Bibliotek, bød velkommen til forsamlingen og til den første taler. Rådmand Søren Windell (K) tog de fremmødte med tilbage i tiden, til dengang bydelens bibliotek første gang slog dørene op den 5. januar 1973.

- Allerede fra starten var biblioteket en succes – både for dem, der var på udkig efter at låne bøger og for dem, der bare ville mødes med vennerne. Det blev et samlingspunkt i bydelen, sagde Søren Windell.

Nabo til Café Mosen

Han huskede blandt andet tilbage til dengang, værtshuset Café Mosen lå overfor biblioteket – hvor de voksne kunne få en pilsner på Mosen, mens børnene blev passet på biblioteket.

- Der er måske lidt mindre smørrebrød til bibliotekarerne i dag. Til gengæld er der brunsviger i dagens anledning. Vollsmose Bibliotek er stadig et sted, man går hen, hvis man vil være der, eller hvis man vil spørge et menneske i stedet for at spørge Google. Der er plads til alle på biblioteket, og det er let at gå over tærsklen, for der er tryghed og tillid, sagde rådmanden.

Også Dynke Jeppesen gav de fremmødte et par ord med på vejen.

- I princippet kan et bibliotek godt eksistere uden særlig mange brugere. Men det giver ikke mening for et folkebibliotek, og det er heldigvis heller ikke tilfældet her på Vollsmose Bibliotek, sagde Dynke Jeppesen.

Antallet af brugere er gået op og ned gennem tiden, fortalte hun.

- Men den sidste tid har vi faktisk godt kunnet mærke, at mange er fraflyttet området. Alligevel passerer et par hundrede menneske gennem dørene dagligt.

Torsdagstalks

Afdelingslederen løftede samtidig sløret for et par nye tiltag, som bliver realiseret på biblioteket i løbet af foråret.

- Vi lancerer noget, vi kalder torsdagstalks den sidste torsdag i hver måned, hvor vi debatterer et emne og inddrager spændende litteratur og inviterer gæster. Første gang er allerede i februar. Og fordi de unge mennesker ligger os sådan på sinde, åbner vi et studiefællesskab på biblioteket.

Det betyder, at biblioteket holder åbent hver torsdag efter lukketid, hvor man kan blive hængende. Biblioteket fortsætter dets samarbejde om fælleslæsning på Plejecenter Øst, ligesom der fortsat vil være historiefortælling på Vollsmose Bibliotek.

Efter talerne var der fællessang skrevet af bibliotekar Ida Sørud, hvorefter biblioteket bød på cava og brunsviger.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere