Sol over Gudhjem - på fynsk
29. september 2022Tekst og foto: Rene Agergaard
Vi har lige været på Bornholm. Seks dejlige dage med udgangspunkt fra Allinge, men med tur rundt på hele øen. Og udover at man bliver blæst bagover af den fantastiske natur, var vi rundt og se Opalsøen, Hammershus og mange andre flotte steder - de små hyggelige byer, og hver by med respekt for sig selv, har et røgeri. Jeg blev også overrasket over, hvor gode og dygtige de er blevet til at markedsføre øen. Og en af de ting, det egentlig bare er en røget sild med lidt pynt, men som bare er synonym med Bornholm, er Sol over Gudhjem, som kan fås på hele øen.
Det sjove ved Sol over Gudhjem er, at det er et stykke smørrebrød, der ikke, som man skulle tro, er opfundet på Bornholm. Det er derimod opfundet under Anden Verdenskrig af smørrebrødskongen Oscar Davidsen. Men den er blevet en del af markedsføringen af Bornholm, og i 2014 begyndte også en kokkekonkurrence med samme navn, der i dag er landets største kokkekonkurrence.
Sol over Gudhjem er genial i sin simpelhed, og det er en fantastisk spise - især når man sidder på et røgeri i solskin og spiser det med en kold øl og måske en lille snaps. Jeg tænkte derfor, da jeg kom hjem, om man kunne lave en fynsk fortolkning. Vi er jo meget kendte på Fyn for rygeost, og vi har nok nemmere ved at skaffe en røget makrel end en røget sild.
Hvis dette bliver en succes, så kom den fra mig.
Det skal du bruge:
1 røget makrel
2 pæne skiver rygeost
1 stk. rugbrød
Lidt smør
4 radiser
Purløg
Sådan gør du:
Den røgede makrel efterses for ben, og skinnet fjernes. Rugbrød smøres, makrellen ligges på og pyntes med rygeost, radiser i skiver og en masse finthakket purløg.
Velbekomme.