Hvid chokolademousse med rygeost
27. oktober 2022For noget tid siden var jeg frivillig til et madmarked i Odense, hvor jeg smagte nogle fyldte hvide chokolader med rygeost fra en, der hedder Mortens chokolade. De var spændende, og de smagte godt.
Så jeg fandt noget inspiration på nettet til en hvid chokolademousse med rygeost. Det er egentlig sjovt, at det hedder hvid chokolade, for det er egentlig ikke rigtig chokolade. Chokolade skal indeholde 51 procent kakaobønner. Til den hvide chokolades held skelnes der ikke mellem kakaotørstof og kakaosmør, og den hvide indeholder kakaosmør, sukker, vanilje, lecitin og mælketørstof og altså ikke noget kakaotørstof. Derfor opfører den hvide sig ikke helt som almindelig chokolade og er desuden mere sød og uden bitterstoffer.
Til opskriften skulle der pyntes med saltmandler, og dem besluttede jeg at lave selv, da det er rimelig nemt. Så hvis man køber dem, kan man bare springe opskriften på de salte mandler over. Jeg brugte lidt røgsalt for at give lidt ekstra. Det kan erstatte almindeligt salt - i så fald skal man bruge 1½ spsk ekstra, og brug en god salt, da det er den smag, det får. Jeg brugte Himalayasalt.
Det skal du bruge:
Saltmandler:
200 g mandler
200 g vand (2 dl)
2 - 3 spsk. god salt
1 spsk. røgsalt
Hvid chokolademousse med rygeost:
150 g hvid chokolade, grofthakket
½ dl sødmælksrygeost uden kommen, presset igennem en sigte
2 dl piskefløde
6 æggeblommer (3 bægre pasteuriserede)
50 g sukker
Pynt:
2 spsk. hakkede saltede nødder
1 spsk. Odense Bronze crunch
Sådan gør du:
Saltmandler:
Tænd ovnen på 150 grader. Kog salt og vand op, kom mandlerne i og kog et minut. Dryp dem godt af i en sigte, og bred dem ud på en bradepande med bagepapir. Kom dem i ovnen i cirka 20 minutter, tag dem ud og lad dem køle af. De smager dejligt sammen med et glas øl.
Hvid chokolademousse med rygeost:
Smelt chokoladen forsigtigt over et vandbad. Pisk fløden til skum, og stil den til side.
Pisk æggeblommerne hvide med sukkeret over et vandbad eller en gryde på lav temperatur, og rør den smeltede chokolade i. Pisk den sigtede rygeost i massen. Vend flødeskum i chokoladeblandingen lidt ad gangen. Hæld moussen i portionsglas og sæt den på køl indtil servering. Pynt lige inden servering.
Inspireret af Løgismose