Spring navigation over

Spande bliver til potter

Ghania genbruger plastikbøtter til at dyrke krydderurter og små lime- og citrontræer.

Avisens udsendte har besøgt Ghania Aldrkhabani, som er passioneret omkring at sortere sit affald. Hun er medlem af foreningen Infokvinderne, som hjælper med at informere beboere om gode råd til at passe på miljøet.

Tekst: Julie Hvid Borre, Civilsamfundsrådgiver, BoligSocialt Hus

Jeg har taget kontakt til Ghania Aldrkhabani, fordi jeg har hørt, hun er god til at sortere sit affald. Ghania er meget bevidst om miljøet. Hun blev i 2008 uddannet som Miljøambassadør i Vollsmose, og har i oktober 2022 været på et genopfriskningskursus blandt andet for at forstå de nye regler om skraldesortering.

Ghania vil gerne give sin viden videre. Derfor har hun tilsluttet sig Infokvinderne i Vollsmose, der er en forening, som hjælper beboere med alt lige fra info om affaldssortering til info om, hvordan man kan spare på el og varme. De holder til i Fyrreparkens Beboerhus hver torsdag fra 16 - 19, så der kan man komme forbi, hvis man har brug for nogle gode råd.

Uden for Ghanias lejlighed kan jeg se, at der står en række affaldscontainere med de nye affaldslogoer på. Alle i Odense skal i løbet af 2022 begynde at sortere skrald på en ny måde, og den nye skraldeordning er på nuværende tidspunkt ved at blive rullet ud i hele Odense.

Dårlig samvittighed

Fotografen Jørgen og jeg banker på døren til Ghanias lejlighed og bliver mødt af en frisk kvinde med et stort smil. Vi bliver budt på en række småkager og drikkelse, og vi føler os med det samme velkomne. Ghania Aldrkhabani har også inviteret et par af Infokvinderne på besøg, og snakken går lystigt om affaldssortering, og hvorfor det er vigtigt at sortere sit affald.

Jeg spøger Ghania, om det er svært at sortere sit affald, og hun svarer:

- Nej, og når jeg smider alt muligt ud, uden at jeg sorterer det, så får jeg dårlig samvittighed, fordi jeg ved godt, at affald er genanvendeligt. Det er ligesom guld, siger hun.

For Ghania betyder det meget, at hun får sorteret sit skrald.

- Man kan genbruge næsten alt affald, eksempelvis bliver metal lavet om til et nyt metalprodukt som for eksempel en dåse.

Spande under vasken

Da Ghania Aldrkhabani begynder at fortælle om, hvordan hun sorterer sit affald, spørger jeg hende, om vi må se, hvordan hun gør det. Vi går sammen ud i hendes lyse køkken, og hun trækker en stor køkkenskuffe ud under vasken med flere affaldsspande i.

Ghania sorterer sit affald i forhold til de affaldscontainere, hun har stående uden for sin lejlighed, så hun er forberedt på at smide sit affald ud i de rigtige containere:

- Vi har for eksempel en container til plastik og til mad- og drikkekartoner og en til metal og glas og en til restaffald, og en til madaffald og en til papir og papkasser, fortæller hun.

Genbruger plastikbøtter

Under vasken har hun en skraldespand til madaffald, en til plastik, en til mad- samt drikkekartoner og en til restaffald. Hun og hendes mand tager løbende metal, glas, pap og papir med ud fra lejligheden og kommer i hver deres container.

For Ghania er det nemlig vigtig at have et pænt og rent hjem. Derfor går hun jævnligt ned med sit affald.

Udover at være god til at sortere sit affald er Ghania også god til at selv at genbruge det. Eksempelvis bruger hun gamle plastikbøtter fra blandt andet slik til at plante urter i, og hun sætter kerner fra klementiner, citroner og lime i vand til de slår rod, hvorefter hun planter dem. På den måde har hun skabt en lille oase af urter og frugttræer på sin vestvendte altan.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere