Fra fremmedgjort til forfatter

- Jeg har fået det godt, efter jeg har skrevet bogen, siger den 36-årige forfatter Ali Salim.

Ali Salim har ikke haft noget let liv. Siden han var barn, har han følt sig udenfor. Både i sit hjem, i skolen og i fritiden. Men Ali vil gerne bruge sin erfaring til noget konstruktivt. Derfor har han skrevet bogen Fremmedgjort, der udkommer i maj 2022 på forlaget Mellemgaard.

Bogen har haft to formål for Ali. Dels har selve skriveprocessen været som at gå i terapi, hvor man får luftet sine tanker. Og så håber han samtidig, at indholdet i bogen kan gøre en forskel i verden ved at vise, hvordan man kan undgå, at folk føler sig fremmedgjort.

- Dengang jeg var lille, følte jeg, at jeg ikke var en del af samfundet. Som voksen vil jeg gerne arbejde for, at ingen børn skal føle sig udenfor ligesom mig. Børn skal inkluderes og ikke ekskluderes. Det er også derfor, jeg har skrevet bogen – så man kunne få nogle værktøjer til at inkludere børnene, siger Ali Salim.

Han er 36 år, har irakiske rødder, men er født i Danmark. Han har boet hele livet i Vollsmose – han er vokset op i Granparken og bor i dag i Hybenhaven med sin kone Karna og to børn Omar og Sara samt hunden Gucci.

Ali Salim lider af svær astma, social fobi, angst og depression. Derfor mødes vi hjemme hos ham. Det føles mere trygt. Og selvom Ali har brug for ekstra tryghed, er han ikke bange for at kaste sig ud i ukendt farvand – som han for eksempel har gjort med sit forfatterskab.

- Jeg har fået det godt, efter jeg har skrevet bogen. For jeg kom ud med alle mine tanker og følelser. Det er ren terapi, siger han.

Men det er samtidig skræmmende at lægge alle tanker ud til offentligt skue, mener Ali Salim.

- Der kommer nogle ting frem i bogen, som måske kan gøre ondt på mig senere hen. Og jeg er da nervøs for, hvordan bogen vil blive taget imod.

Uanset hvad kommer bogen helt inde fra hjertet. Det er alt, hvad jeg har oplevet i mit liv, både på godt og ondt, forklarer han.

- Jeg har skrevet bogen, fordi jeg synes, vi har meget racisme og had – ikke kun i Danmark men i hele verden. Men eftersom jeg bor i Danmark, er det også her, jeg forholder mig til det.

Ali Salim kommer fra en familie, som har oplevet krig i Irak. Hans mor fik uddannelse og job som lærer i Danmark, men Alis far blev blind og havde en del traumer med sig fra hjemlandet.

- Derfor har jeg haft en form for mangel i min barndom. Når jeg kiggede på de andre danske børn, som havde bedsteforældre og store familier – det havde jeg ikke. Da jeg gik i skole, følte jeg mig fremmedgjort. Lærerne behandlede mig heller ikke særlig godt. Og når man både føler sig alene derhjemme og i skolen, er det vejen til noget dårligt. Det kan ende i kriminalitet. Det skete for mig.

Psykisk betød det, at Ali distancerede sig selv. I dag lider han blandt andet af social fobi, og som han siger, har han svært ved andre mennesker i det hele taget.

- Der er kun få mennesker, jeg stoler på og vil have i min omgangskreds.

I bogen kan man læse om forskellige situationer, hvor Ali Salim og folk tæt på ham har følt sig dårligt behandlet.

- Det, jeg håber, man får ud af bogen, er, at man tager fat i problemerne. Man er nødt til at anerkende problemerne og tage folk alvorligt. Man skal holde op med at sige, at man har en offerrolle. Hvis man føler sig krænket, er der altid en grund til det. Jeg vil gerne give verden nogle værktøjer, som jeg ikke havde som barn.

I bogen beskriver han, hvordan hans datter også bliver mobbet i skolen. Og selvom han godt kan være bange for, at hans børn kommer til at gentage nogle af de mønstre, som han selv har haft, gør han, hvad han kan for at skabe bedre forudsætninger for sine børn, end dem han selv har haft.

- Jeg sørger for, at min søn kommer til boksetræning. Jeg sikrer, at de tager skolen seriøst. Jeg vil gøre alt for dem. Det eneste, der betyder noget for mig, er, at mine børn får et godt liv.

Selvom bogen på sin vis er trist læsning, da udgangspunktet er, at Ali føler sig fremmedgjort, er der også håb at hente i bogen, forsikrer han.

- Håbet er der, for jeg fandt jo lykken til sidst. Min kone og mine børn er min lykke. Så lige meget hvor sort vejen ser ud, er der lys for enden af tunnellen.