Vollsmose Torv skal genopstå i ny form
04. juli 2022 Søren Dollerup, centerchef for Vollsmose Torv, vil gerne have de nuværende butikker med ind i fremtidens Vollsmose.Efter det nye forslag til bydelsplanen er præsenteret, ved man, at Vollsmose Torv vil blive revet ned. Men man ved ikke hvornår. Man ved, at der kommer et nyt sted til butikkerne, men man ved ikke, hvordan det bliver. Ingen butikker kan i princippet vide sig sikre på noget, men sådan er det i det frie marked, siger centerchef Søren Dollerup. Han vil gøre, hvad han kan for at tage de nuværende butikker med ind i fremtidens Vollsmose.
Der har længe været spekulationer om fremtiden for Vollsmose Torv. I den sidste Vollsmoseplan har centret været markeret med ”gult” for at vise, at det kunne blive revet ned. Men efter det nye forslag til en bydelsplan er blevet præsenteret i begyndelsen af juni, står det klart, at Vollsmose Torv skal rives ned og genopstå i en ny form.
Søren Dollerup, der er centerchef i Vollsmose Torv, som er ejet af Dan Mark Ejendomme, er ikke meget for at bruge ordet nedrivning om centeret. Det kan skabe misforståelser og panik. Hans budskab er i stedet, at centeret har en plads og funktion i området – både nu og i fremtiden.
- Centeret har i den grad en rolle – specielt lige nu, hvor der sker så meget omkring folks boliger. Man skal kunne komme ned i centret, og så skal det være, som det plejer – så længe det er muligt. For vi er lige så meget et socialt samlingssted, som vi er et handelssted. Vi kender ikke tidsplanen endnu. Men det nytter ikke noget at begynde at rive ned, før vejforløbene er etableret. Jeg håber, vi ved mere til efteråret, siger han.
Hvordan tager I imod den nye plan for omdannelsen?
- Vi er meget for omdannelsen. Men det er klart, at vi har en bygningskrop, som er bygget i begyndelsen af 1970’erne, og som er baseret på den forbrugeradfærd der var dengang og op igennem tiden. Men tiden er svunden for indkøbscentre, medmindre man er i en størrelse som Rosengårdscenteret. Så det har været helt åbenlyst for os de sidste mange år, at centerets fremtid ville være en del af omdannelsen.
Hvordan har I kunnet konstatere, at det ikke er holdbart at drive et indkøbscenter som jeres?
- Vi kan se det på bundlinjen. Man kan selvfølgelig også diskutere, om vi har været dygtige nok til at drive det – det tror jeg nu nok, vi har. Men konkurrencen er blevet hårdere og måden, man handler på, har ændret sig. Men i omdannelsen af Vollsmose Torv er det vigtigt for os, at vores lejere er en del af fremtiden.
Når nu I kan konstatere, at det ikke hænger sammen på bundlinjen, hvordan kan det så være, at lejerne skal med videre?
- Fordi vi er glade for de butikker, vi har. Og de fungerer fint. Hvis vi skulle have en god forretning med at drive det her center, ville jeg skulle have 25 flere butikker. Og det er der ikke marked for.
Er centeret for stort?
- Ja. Omkring 40 procent af centeret går i tomgang – det er lokaler, der ikke er lejet ud. Og vi har ikke været så aktive i forhold til at leje lokalerne ud, fordi vi ikke ville udhule de butikker, der var her i forvejen. Det har været vigtigt for os, at de forretninger, der var her, kunne drive en god forretning.
Kan I sikre, at forretningerne på Vollsmose Torv kommer til at have en fremtid efter omdannelsen?
- Nej, det hverken kan eller skal vi. Det er op til de fri markedskræfter.
Så der er ingen butikker, der kan regne med noget?
- Nej, men det er der jo heller ikke i dag. Det, jeg har aftalt med butikkerne, er, at så snart jeg ved noget mere om rammerne for fremtiden, går vi dialog med lejerne, om hvordan det kan være.
Du havde indkaldt til et møde med alle lejerne forleden om omdannelsen. Hvordan har butikkerne taget imod planerne?
- Rigtig godt, synes jeg. Men det er klart, at det er deres levebrød, og at de er nervøse. Det er vi alle.
Kom planerne bag på nogen?
- Ja, og det overraskede mig lidt, for jeg synes, vi har haft en god dialog hen ad vejen. Men når man taler om nedrivninger, bliver nogen chokeret. Men vi har hele tiden talt om omdannelse, og at det måske ikke bliver i form af et center, men en handelsgade eller noget andet. Men det antal butikker, som vi har nu, ser vi som en del af fremtiden.
I er blevet præsenteret for tegningerne af omdannelsen samtidig med alle andre. Hvad tænker I om dem?
- Jeg synes, det er noget nær optimalt. Det er modigt, ambitiøst og lægger op til en radikal ændring. Jeg synes, der er åbnet op for muligheden for, at man vitterligt kan lave en ny bydel. Og hvad der er godt for Vollsmose, er også godt for os.
Er det vigtigt, at der kommer letbane til Vollsmose?
- Vi satser bestemt på, at der kommer letbane. Det er ret afgørende. Det er jo politisk bestemt, men vi hører, at der er en stærk vilje for letbanen – både lokalt og på Christiansborg. Og hvis ikke der kommer letbane, så kommer der noget andet. Men der skal være styr på infrastrukturen, før vi kan gøre noget.
I det nye forslag til bydelsplanen står der, at indledende analyser viser, at der ligger et stort uforløst forbrugspotentiale i bydelen. Er du enig i det?
- Jeg er enig i, at der vil være et større potentiale fremadrettet. Men lige nu er der ikke et uforløst potentiale. Men med omdannelsen tror jeg på det, og det er også det, som vi vil jagte.
Butikker med opråb til kunder: Centeret er her endnu
Flere butiksejere på Vollsmose Torv har oplevet en tilbagegang af kunder, efter det blev annonceret, at centeret skal lukke – selvom der formentlig går flere år, før det sker og handelsstedet genopstår på ny.
Ali-Burak Yordaer, ejer af Star 2002
Star 2002 har eksisteret i cirka 17 år – Ali har overtaget forretningen fra sine bedsteforældre.
- Mange kunder kommer og spørger os i panik, om centeret skal rives ned, fordi der er kommet en artikel ud, hvor overskriften hedder, at centeret skal rives ned. Det er ærgerligt, fordi det kan ødelægge vores forretning, hvis folk tror, det sker nu. Hvis de kun har læst overskriften, forstår de ikke, at der ikke er nogen klar konklusion på, hvornår og hvor meget af centeret, der skal rives ned. Det er vigtigt for mig, at folk ved, at centeret stadig er her. Vi vil også gerne være en del af det nye, hvis vi kan overleve. I perioden, hvor centeret skal omdannes og nye veje skal etableres, tror jeg, det kommer til at ramme os hårdt.
Mohammad Al-Badri, medejer af Jasmin Frugt
Jasmin Frugt har været i Vollsmose i cirka 18 år.
- Der er mange som tror, vi er lukket, efter de har set en eller anden nyhed. Derfor er der mange, som ikke kommer. Jeg fortæller så mange, jeg kan, at det ikke er nu, at centeret skal lukke. Vi vil gerne fortsætte med at være her, hvis det bliver muligt at være i en ny bygning.
Ahmad Alwa, ejer af Slagter Øst
Slagter Øst har været på Vollsmose Torv i cirka 7 år. Tidligere var butikken i bazaren i Odense centrum.
- Efter artiklen om, at torvet lukker, har vi mistet rigtig mange kunder. Folk tror, at centeret er lukket. Jeg har brugt alle mine penge på den her forretning. Det er mit liv. Jeg har ikke holdt en feriedag i mange år. Men hvad skal vi gøre, hvis centeret lukker? Det er svært, når man ikke ved, hvad der kommer til at ske, og hvornår det sker.