Beboerredaktion

Dødsspillet er en fænomenal bog

30. august 2022

Anmeldelse

Dødsspillet er en fænomenal bog

Tekst: Ismahan Muhdi,
elev i 9.B på Odinskolen

Den 16-årige Kattua Everdeen melder sig frivilligt til dødsspillet for at redde sin lillesøster Prim Everdeen på 12 år. Efter at have meldt sig frivilligt, må hun med hjælp fra sin mentor Haymitch lære at overleve på egen hånd, mens der er 23 andre mennesker, som prøver på at dræbe hende i en arena.

Bogen handler om Kattua, der melder sig frivilligt til dødsspillet, så hendes søster ikke behøver at deltage i det. Sammen med Peeta Mellark skal de nu træne, så godt de kan og forberede sig mentalt på, at de måske egentlig ikke kommer hjem igen.

Kattua er vant til at jage. Det plejede hun at gøre med sin far. Men desværre døde han i en eksplosion i minerne, hvor han arbejdede. Efter hendes fars død blev hendes mor deprimeret, og derfor måtte hun forsørge sin familie og sørge for deres overlevelse. Hun begyndte at jage for at kunne fodre sin familie, og efter et stykke tid mødte hun en dreng, der var i samme situation som hende. Hans navn var Gale, og inden de vidste af det, var de blevet bedste venner.

Denne verden, som Kattua lever i, er delt op i 12 distrikter. Og så er der hovedstaden af landet Panem, som alle de rige bor i. Panem ligger i ruinerne 100 år frem i Nordamerika.

Dødsspillet blev indført efter et oprør, hvor de 13 distrikter, der engang var tabte og hele distrikt 13 blev udryddet.

Grunden til at dødsspillet findes, er, at hovedstaden gerne vil skræmme de 12 distrikter samt vise dem, at de stadig har kontrollen efter oprøret.

I dødsspillet skal hvert distrikt stille op med én dreng og én pige i alderen 12-18 år. De 24 børn skal nu kæmpe i en arena til døden, og der er kun én vinder. Måden, man vælger børnene, er, at man samler alle børnenes navne. Både piger og drenge. Så trækker man et tilfældigt navn. Først en pige og derefter en dreng, og så har man sine soner. I fattige distrikter som distrikt 12 kan børnene få ekstra navne i skålen til lodtrækningen. Ved at få ekstra navne i lodtrækningen, kan man til gengæld få en smule gratis mad til sin familie. Derfor er der mange børn, der vælger at få ekstra navne i fattige distrikter for at sørge for, at deres familier ikke dør af sult.

Ved at læse Hunger Games bogen, får man et indblik i, hvad det er, Kattua tænker, når hun gør de ting, som hun nu gør i filmen. Bogen fokuserer på Kattua, og når man læser bogen, så er det, som om man er inde i hovedet på Kattua og kan følge med i hendes dødsens skræmmende eventyr, samt forstå, hvad det er.

I starten valgte jeg bogen, fordi da jeg så den i biblioteket, der genkendte jeg navnet, og jeg vidste, der var blevet lavet film om den. Og at sammenligne måden, en bog beskriver ting på og en film visualiserer, hvad det er, bogen beskriver, er meget fascinerende for mig. Derfor, da jeg så filmen efter at have læst bogen, havde jeg et helt andet syn på filmen. Det er, fordi jeg hele tiden vidste, hvad det var, Kattua tænkte, mens hun gjorde de ting, hun nu gør i filmen. Det var en meget behagelig og spændende oplevelse.