Odense byder på en (u)hyggelig efterårsferie
29. september 2021Vejret skifter langsomt og temperaturen falder. Efteråret står ved døren med sine gulbrune visne blade og koldere vejr. Efterårsferien nærmer sig, og hvad er bedre end at tilbringe tiden med familie og venner i Odense for første gang i en periode uden at tænke på corona og restriktioner. Her er fem steder, du kan besøge med hele familien og alle vennerne og tilbringe efterårsdagene på en hyggelig måde. Både store og små kan finde glæde og hygge sig i, hvad Odense har at tilbyde.
H.C. Andersens Hus
H.C. Andersens Hus slår dørene op for en eventyrlig rejse gennem forfatterens univers og fortællinger. Der bliver budt på smuk arkitektur, forfatterens egne værker, der bliver præsenteret gennem lyd, lys, rum og scenografi og besøg af internationale kunstnere. Dette er din chance for at opleve hans fortællinger på en helt ny måde, som du endnu ikke kender eller har oplevet.
Billetter kræves og kan købes over hjemmesiden www.hcandersenshus.dk
Fantasy Festival
Siger Harry Potter og magi dig noget, og har du altid villet prøve at være en heks eller en troldmand for en dag, så er Magiske Dage i Odense noget for dig! Magiske Dage Odense er en festival, der byder på hyggelige og magiske oplevelser for både de store og små. Her har du muligheden for at lave din egen tryllestav og flyve på en flyvende kost.
Byfesten sker i Odense gågade. Du skal hverken tænke på billetter eller entre, da det hele sker udenfor. Der vil være masser af aktiviteter - dog er der nogle få aktiviteter, der kræver billet eller tilmelding. Billetterne til de aktiviteter bliver solgt over Magiske Dages hjemmeside, hvor billetsalget startede mandag den 13. september. Festivallen foregår over tre dage fra den 21. - 23. oktober, hvor der er optaktsaktiviteter i dagene 18. - 20. oktober.
Både programmet for festivallen og billetsalget kan findes inde på hjemmesiden www.magiskedageodense.dk
Forestillinger i Nørregaards Teater
Er biografen for besværlig, og bliver der ikke vist gode børnefilm, så er Nørregaards Teater et pragtfuldt sted for børnene. Her bliver der både i Nørregaards Teater i Vollsmose Torv og i Centrum, Filosofgangen 19, vist forskellige forestillinger, alle egnet til børn i forskellige aldre. Der er hele tiden forskellige forestillinger kørende i løbet af månederne.
Inde på hjemmeside www.nrt.dk ligger en oversigt over alle de forestillinger, der bliver vist, hvor både aldersgrænse, varighed og adresse kan ses under hver forestilling. Billetterne skal købes over hjemmesiden.
Danmarks Jernbanemuseum
Odense Jernbanemuseum tager dig tilbage i tiden med en masse flotte udstillinger af gamle toge og sjove aktiviteter. Tag familien med og tilbring dagen med masser af aktiviteter, som museet tilbyder - så som en køretur med minitoget, udendørs legeplads, en tur med veterantog og en masse andre spændene oplevelser. Det er en lærerig tur for børnene og en hyggelig tur for familien.
Flere aktiviteter kan findes på www.jernbanemuseet.dk, hvor der også kan bookes billetter.
Halloween i zoologisk have
Elsker du alt det skræmmende, og er Halloween bare højdepunktet i oktober måned, så er Odense Zoo det rette sted at tage hen. Hvert år inviterer Odense Zoo sine gæster indenfor til en skræmmende og hyggelig oplevelse i haven, og dette år er dørene endnu engang åbne. Zoo byder på flot udsmykning i haven, en Halloween-ekspres, skattejagt og en masse hyggelige ting, men tag dig i agt, for når solen går ned og mørket krybler frem, bliver de døde vækket til live i form af zombier, der går rundt i haven og skræmmer de besøgende gæster.
Aktiviteterne bliver afholdt fra den 16. - 24. oktober, så hvis du er modig, kan du tage et kig forbi og tilbringe dagen sammen med de små og vennerne.