Vollsmoses frontpersonale beretter om et år med pandemien

I et år har en dødelig virus vendt op og ned på hverdagen for hele verden. I Vollsmose har coronasmitten i perioder været høj, fordi mange har arbejde dér, hvor risikoen for smitte er størst, og bor tæt sammen i bydelens lejligheder. Tre beboere fortæller her om at arbejde i frontlinjen og samtidig bo i en bydel, der er sårbar overfor smitte. 

Handsker, engangsforklæder og engangsdragter er en fast del af uniformen, når social- og sundhedshjælper Heidi Agergaard møder ind på sine nattevagter på Korsløkkehavens plejecenter. Sådan har det altid været. Men i begyndelse af 2020 begynder både arbejds- og privatlivet at ændre sig. En pandemi ruller over landegrænser, og ord som COVID-19, incidenstal og smitteopsporing bliver en del af hverdagens samtaler.

Heidi Agergaard og kollegerne begynder at bruge mundbind. Så bliver der indført begrænsninger for antallet af besøgende på plejecenteret, og afspritning af opholdssteder og beboernes lejligheder bliver også fast praksis. 

”I starten kommer der hyppigt oplysninger om, hvordan man ser symptomer på COVID-19, og hvad man skal gøre, hvis en borger bliver dårlig. Men den største forskel er, hvordan det påvirker beboerne på plejecenteret. Besøgsrestriktionerne betyder, at de savner familien. Enkelte bliver i den periode humørforladte, har svært ved at sove og trænger til en lille snak om natten,” fortæller Heidi Agergaard, der bor i Egeparken.

Når hun kigger tilbage på det historiske pressemøde den 11. marts, hvor statsminister Mette Frederiksen lukkede det meste af Danmark ned, husker hun, at hun tænkte, at så ville smittespredningen blive bremset i tide, så hverdagen hurtigt kunne blive normal igen. Men sådan gik det som bekendt ikke. Den efterfølgende tid er nogle af landets plejehjem endda hårdt ramt af smitteudbrud blandt de ældre. Også i Vollsmose spreder virussen sig i perioder for hurtigt.  

”Mit arbejde er jo ikke et, der kan lukkes ned, eller hvor jeg kan arbejde hjemmefra. Når smitten har været og er høj i Vollsmose, holder jeg mig mere i lejligheden i min arbejdsuge og er kun gået ud for at handle eller har cyklet en tur. Så jeg bliver da også irriteret, når jeg ser folk, der ikke bærer mundbind eller på andre måder ikke følger anbefalingerne. For jeg vil da gerne have, at samfundet åbner op igen,” siger hun.

 

På arbejde med en virus

Kiara Ulisse Rasmussen fra Lærkeparken er i gang med at gøre sin bachelor i litteraturvidenskab færdig, da de første nyheder om en ny sygdom, der hærger Kina, for alvor begynder at ramme Danmark i januar 2020.

Egentlig var det ikke noget, der som sådan påvirkede vores lille families liv, husker hun. Men i takt med at virussen rammer Italien og rykker tættere på Danmark, mærker hun utrygheden komme snigende. I marts har hun det faktisk rigtig dårligt med at skulle sende sine to børn i skole. Da de bliver sendt i hjemmeskole, kan hun til gengæld konstatere, at det er svært at studere og undervise sine børn samtidigt. Børnene keder sig gudsjammerligt og savner vennerne, mens Kiara forsøger sig med hjemmelavede, faste skemaer, hvor der er historiedag med udflugter.

Samme sommer som hun kan kalde sig BA i litteraturvidenskab, åbner det første testcenter i Vollsmose for at forebygge et smitteudbrud. Folk i Vollsmose bor tæt sammenlignet med resten af Odense, og det kan gøre bydelen sårbar for spredning af coronasmitten, lyder vurderingen. Mange beboere har også jobs, hvor de ikke kan arbejde hjemme og er dermed i højere risiko for at blive smittet, lyder et andet argument.

Kiara Ulisse Rasmussen bliver i september 2020 en af de beboere, der har corona helt tæt på i arbejdslivet, da hun får arbejde som coronatester. En mere offensiv teststrategi, hvor så mange som muligt skal testes, betyder, at regionerne har brug for testmedarbejdere.

”Arbejdet bliver vildt spændende, tænker jeg, og på det tidspunkt glæder jeg mig til at få lov til at være med til at gøre en forskel,” husker hun.

Men det er et hårdt arbejde at forebygge smittespredning, viser det sig. 

”Faktisk meget hårdere, end jeg troede det ville være. De fleste dage står vi op og poder i ni timer. Andre dage er ikke så fysisk hårde. Der tager vi hjem til borgere, hvor der er mistanke om corona og tester dem hjemme. Det kan til gengæld være meget psykisk hårdt. De er stort set alle sammen ældre mennesker, og de savner nogen at snakke med. De ser jo ikke ret mange, fordi de er ekstra sårbare,” fortæller Kiara Ulisse Rasmussen.

Da et kæmpe coronaudbrud rammer København i december, trænger bekymringen sig virkelig på hjemme i Lærkeparken. Som tester er Kiara Ulisse Rasmussen nemlig lånt ud til Region Hovedstaden. Hver dag kører to biler fra Odense til København for at hjælpe med at teste. I en af bilerne sidder Kiara.

”Det er lange dage med langt over 1.000 podninger hver dag. Alle vil jo testes, fordi de vil hjem til jul,” husker hun og fortsætter:

”På det tidspunkt er jeg mega bekymret for, om min mor kan komme og holde jul med os. Og jeg er mega bekymret for mine bedsteforældre. Jeg siger til dem alle sammen, at jeg ikke vil se dem. Igennem mit arbejde er jeg helt ude i fronten. Hver dag på arbejde, møder jeg folk, der har corona. Det vil jeg ikke risikere at tage med hjem til mine bedsteforældre. Det er hårdt at undvære dem. Og det er hårdt, at vores juletraditioner ikke kan holdes, og det er hårdt at sige til mine børn, at de ikke kommer til at se deres oldeforældre til jul.”

Kiara Ulisse Rasmussen bor i Lærkeparken og har siden september 2020 arbejdet som coronatester. Foto: Duaa Abbed, borgerfotograf

Tog virussen med hjem

I tiden op mod jul stiger smitten ikke kun i København. En del af Odenses corona-smittede har adresse i Odense NØ, oplyser kommunen, der sætter ind med forskellige tiltag - blandt andet at man kan blive testet hver søndag på Abildgårdskolen.

På samme tid går Adna Rooble fra Fyrreparken på arbejde som afløser på et plejecenter i Odense SØ. Her har hun fået arbejde, efter hun blev student og nu holder et sabbatår. Det er et arbejde, som hun er rigtig glad for.

”Jeg synes, det er dejligt at arbejde på plejecenter, og det har lært mig rigtig meget. Jeg lærer faktisk noget nyt hele tiden. Det har også været med til at afgøre, at jeg gerne vil uddanne mig til sygeplejerske, for jeg kan godt lide at arbejde med mennesker og hjælpe,” fortæller hun.

Juleaften og tiden deromkring er hun også på arbejde og bliver efterfølgende gjort opmærksom på, at der har været smitte på plejecenteret. Inden længe mærker hun selv symptomerne.

”Jeg fik hovedpine. Det var en helt anden slags hovedpine, end jeg nogensinde havde prøvet. Jeg havde ingen appetit, fik ondt i næsen og var så træt. Det føltes ikke som at være almindeligt syg. Så blev jeg selvfølgelig testet, og det viste sig, at jeg havde corona,” fortæller hun og understreger, at hun ikke med sikkerhed ved, hvorfra hun blev smittet.

”Jeg var isoleret på et værelse derhjemme, og min mor sprittede alt af, når jeg for eksempel brugte badeværelset, og hun servede mad foran min dør. Mentalt var det en hård oplevelse, men det lykkedes os at holde smitten hos mig, så andre i min familie ikke blev syge,” fortæller Adna Rooble, der ligesom alle ældre på plejehjem og tilknyttet sundhedspersonale nu er blevet vaccineret.

 

Holder samfundet i gang

Selvom Adna Rooble og Heidi Agergaard er vaccinerede, har de stadig mundbind på, når de går på arbejde. De bliver begge testet på arbejdet, men lader sig også teste i Vollsmose for at følge opfordringen fra myndighederne, der lyder på, at beboere i Vollsmose skal lade sig teste to gange om ugen. For selvom smittetallet i bydelen er faldet de seneste uger, er det stadig alt for højt, ifølge myndighederne. 

”Jeg synes selvfølgelig ikke, at det er så sjovt, at vi bliver udskammet her i Vollsmose på grund af den høje smitte. Men hvis jeg bare følger anbefalingerne, passer mit arbejde og på den måde er med til at holde samfundet i gang, så synes jeg ikke, at jeg kan gøre så meget mere,” siger Adna Rooble og tilføjer: 

”Men jeg ville da ønske, at flere forstod, at vi i Vollsmose bor mange mennesker tæt sammen og i øvrigt arbejder som buschauffører eller den slags stillinger. Det er altså ikke, fordi flertallet her tænker: ’Jeg har corona, men fuck det’ og så går ud og fester i flok.”

Også Kiara Ulisse Rasmussen er træt af det negative søgelys, Vollsmose har været badet i under coronakrisen.

”Jeg forstår det ikke. Blandt mine kollegaer er netop Abildgårdskolen et af de steder, hvor vi ved, at vi får travlt. Vi ved, at skal man derud, kommer man til at knokle som gale og stå op hele dagen. Ja, der er en voldsom smitte herude. Men for hulan - hele sidste uge har, jeg ved ikke hvor mange, frivillige kæmpet for at komme smitten til livs. Og når jeg kigger ud ad mine vinduer, er der slet ikke det samme liv udenfor. Jeg savner det liv,” siger hun.

Artiklen er blandt andet blevet til ved hjælp af skriftlige beretninger fra borgerjournalisterne Heidi Agergaard og Kiara Ulisse Rasmussen.