Hvem er det, der banker? Det er Styrelsen for Patientsikkerhed

Medarbejdere fra Styrelsen for Patientsikkerhed har siden weekenden været rundt i Vollsmose for at informere om test og smitteforebyggelse.

Vollsmose er ramt af et smitteudbrud med Covid-19. Derfor er Styrelsen for Patientsikkerhed rykket ud for at opfordre alle beboere til at blive testet.

I løbet af de seneste dage er incidensen i Vollsmose steget, og i dag – mandag - svarer incidenstallet til, at omkring 75 beboere i Vollsmose er testet positiv med virussen.

Smitteudbruddet i bydelen betyder, at de to skoler er lukket, testindsatsen er styrket, et særligt taskforce er oprettet og medarbejdere fra Styrelsen for Patientsikkerhed er rykket ud.  

Styrelsens og kommunens medarbejdere har i weekenden og i dag været synlige i bybilledet iført veste og ringet på døre for at informere om smitteforebyggelse og test.

”Styrelsen for Patientsikkerheds medarbejdere er til stede i Vollsmose med budskabet om at lade sig teste. Hvis ens COVID-19-test er positiv, opfordrer vi kraftigt til, at man går i isolation,” siger overlæge Ulla Bonde van Zwol, der også er sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hun fortæller desuden, at medarbejderne indtil videre er blevet taget godt imod af bydelens borgere.

Både Styrelsen for Patientsikkerhed og Odense Kommune opfordrer alle beboere til at blive testet to gange i denne uge - også selvom man ikke oplever symptomer eller føler sig syg. På Abildgårdskolen er det muligt at få en test foretaget i halsen alle ugens dage fra kl. 9.00 – 18.00. På V20 på Risingsvej 112 kan man alle ugens dage fra kl. 07.30 - 16.30 få foretaget en kviktest i næsen. Tidsbestilling er ikke nødvendig.

Seneste Artikler
Beboere stemmer ja til ny helhedsplan
Politiet efterforsker skyderi i Egeparken
Beboere skal stemme om ny boligsocial helhedsplan
Vollsmoses mindste får en kulturskole
Liv fra arkivet: Da en lille avis var i orkanens øje