Spring navigation over

Det første danske vaccine-stik blev givet i Vollsmose

Leif Heiselberg der bliver interviewet At det lige præcis var Leif Heiselberg, der skulle tone frem på landets tv-skærme og være badet i vaccinens spotlys, er tæt på utroligt. Sådan har flere sagt til den ældre herre, der for lidt over et år siden var dødssyg og indlagt på Odense Universitetshospital. Foto: Odense Kommune

Den 27. december 2020 var plejehjemmet i Vollsmose scenen for danmarkshistorie. Her blev den første coronavaccine i landet givet til beboer Leif Heiselberg på 79 år.

Hele den danske presse sværmede om indgangen til Ældrecenter Øst i Vollsmose i de kolde morgentimer den 27. december 2020. Som den første i landet kunne plejehjemmets beboer Leif Heiselberg på 79 år nemlig smøge ærmet op for at modtage det første sprøjtestik med den nyudviklede og godkendte vaccine mod COVID-19.

Og det var en stor oplevelse at være den første, der fik stikket, fortæller han over telefonen.

”Jeg blev helt i godt humør. Både for mig selv, men også for alle andre i Danmark og Europa, der også ser frem til at få vaccinen,” siger han og tilføjer:

”Det kan måske give en lidt mere åben tilværelse. Men jeg har familie der kommer på besøg dagligt, så det er ikke, fordi jeg har brug for en masse andet underholdning.”

Alle får tilbuddet  

Det er frivilligt og gratis at få vaccinen, som i første omgang er blevet tilbudt alle landets beboere på plejecentre, personale i sundhedsvæsenet og i ældreplejen samt ældre med særlig øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19. I alt har 1.220 beboere på Odenses plejecentre sagt ja til at få vaccinen, hvilket svarer til stort set alle borgere på plejecentrene i Odense Kommune.

Ifølge Sundhedsstyrelsen får alle tilbudt vaccination i takt med, at der bliver leveret godkendte vacciner til Danmark. Vaccination bliver tilbudt i en prioriteret rækkefølge, som er blevet fastlagt af Sundhedsstyrelsen ud fra sundhedsfaglige vurderinger. Den 5. januar havde alle plejehjemsbeboere i Region Syddanmark, der ønskede det, fået den første dosis vaccine. Alle de vaccinerede skal have endnu en dosis vaccine på et senere tidspunkt for at sikre den bedst mulige beskyttelse mod coronavirus. Det er allerede sket for Leif Heiselberg, der fik sit andet stik den 16. januar. 

Vaccinetilbuddet vil gradvist blive udvidet til alle ældre over 65 år og andre i øget risiko for til sidst at blive et tilbud til alle mellem 16 og 64 år. Dog ikke børn under 16 år samt gravide og ammende.

Fra dødssyg til spotlys

At det lige præcis var Leif Heiselberg, der skulle tone frem på landets tv-skærme og være badet i vaccinens spotlys, er tæt på utroligt. Sådan har flere sagt til den ældre herre, der for lidt over et år siden var dødssyg og indlagt på Odense Universitetshospital. Lægerne spåede ham ikke mange chancer for overlevelse, og han havde taget afsked med familien. Leif Heidelberg overlevede dog og flyttede ind på Ældrecenter Øst, hvor personalet skubbede på med genoptræning.

”I sommeren 2019 sad jeg i kørestol og kunne nærmest ikke noget selv. Jeg kunne hverken spise, tale, gå eller bruge hænderne - de var knuget sammen. Så det har været en stor oplevelse at komme til sig selv igen. Personalet blev ved med at sætte små mål for mig og blev ved med at skubbe på for, at jeg skulle få det bedre. Uden dem og min familie havde jeg ikke været der, hvor jeg er i dag og havde nok bare siddet og set fjernsyn fra morgen til aften,” fortæller han.

En sprøjte med drømme

Leif Heiselberg har ikke blot fået gang i kroppen igen og en vaccine mod den smitsomme virus. Han har også ambitioner om at kunne meget mere.

”Jeg er begyndt at træne endnu mere. Nu prøver jeg at gå på trapper - det er det næste projekt. Jeg har ikke helt tabt modet, selvom jeg er gammel og sidder på plejehjem. Jeg er også ved at lære at gå med stok i stedet for rollator. Christian fra OK Aktiv træner med mig, og så drømmer jeg om endnu flere ture i rickshawcykel inde i byen. Jeg ville ønske, at mange af de andre gamle også kunne opleve det,” siger han og fortsætter:

”Jeg gad da også godt at se pyramiderne igen, men det kommer nok ikke til at ske.”

Artiklen er blevet til med hjælp fra Odense Kommune, der på vegne af Vollsmose Avisen har indhentet udtalelser fra Leif Heiselberg over telefonen.

Hvem får vaccinen hvornår?

Den 27. december 2020 gik Sundhedsstyrelsen i gang med at vaccinere mod COVID-19 i Danmark. På grund af begrænsede leverancer af vaccinen har styrelsen fastlagt en prioriteret rækkefølge for, hvem der kan få vaccinen hvornår. De første i rækken er ældre og sårbare samt det personale, der passer dem.

De fleste vil få besked i e-Boks, når de bliver tilbudt vaccination mod COVID-19. Hvis man er fritaget for digital post, vil man få brev med posten. Når man har fået besked, skal man selv gå ind på www.vacciner.dk og booke tid til vaccination. Nogle borgere vil dog få besked om tilbud om vaccination via deres arbejdsgiver, deres bopælskommune eller deres læge. Du vil blive kontaktet så snart, det bliver din tur.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her