Spring navigation over

Antimobbe-ekspert: Mobning er aldrig din egen skyld

Arkivfoto

Der kan være mange grunde til, at der opstår mobning i en klasse, men det er ikke børnenes ansvar at løse problemet. Det skal de voksne omkring dem, ifølge en mobbe-konsulent, der råder til, at man fortæller det til en voksen, hvis man oplever mobning.  

For Fatima El-Kassem i Granparken stoppede mobningen, da hun i 7. klasse begyndte at ignorere øgenavnene og de hårde kommentarer om hendes tørklæde og tøjstil. Det var ikke som sådan en velovervejet strategi, men en reaktion der nærmest skete af sig selv. For hun orkede bare ikke længe at svare igen.

Ifølge Naja Kinch Sohn, der er antimobbekonsulent i Red Barnet, er der eksempler på, at det kan virke for nogen at lukke ørerne og ignorere dem, der mobber. Men det er ikke en metode, hun som udgangspunkt anbefaler.

”Det er et udbredt råd, som voksne giver til børn og unge, når man ikke ved, hvad man ellers skal gøre. Men vi ved fra de børn, vi snakker med, at når voksne siger, at man skal ignorere mobningen, så lyder det i børnenes ører som om, man siger: ’Det er din egen skyld, og jeg kan ikke hjælpe dig’. Og det er den værste besked, man kan få,” forklarer hun og fortsætter:

”Mobning opstår af mange forskellige grunde afhængig af den konkrete situation. Ingen børn gør det for at være onde, men fordi de gerne vil noget med deres handlinger. De føler sig måske utrygge i klassens fællesskab eller føler sig ikke set og hørt af de voksne. Nogle gange starter mobning på grund af kedsomhed, og i de tilfælde er der erfaringer, der viser, at det virker at ignorere det. Men i langt de fleste tilfælde handler det om, at der mangler en følelse af fællesskab i klassen, og dét kan man ikke ignorere, så det går væk.”

Aldrig børnenes skyld


Forskning peger på, at det kan have store konsekvenser for børn at blive mobbet. Børn, der oplever mobning, har gennemsnitligt mere fravær og klarer sig blandt andet dårligere i skolen. Derfor har alle folkeskoler i landet i flere år arbejdet målrettet med at komme mobning til livs blandt eleverne, og i 2017 blev det lovpligtigt for alle skoler i Danmark at have en antimobbestrategi. Sådan en har både Abildgårdskolen og H.C. Andersen Skolen i Vollsmose, og det skal Odinskolen også have, når den åbner på Gillestedvej efter sommerferien.

Mobning er en kompliceret størrelse, og der er ikke én enkelt løsning til at fikse det, når det sker, forklarer Naja Kinch Sohn.

”Mobning handler altid om dynamikker og relationer. Så man skal først og fremmest kigge på dynamikken i klassefællesskabet og arbejde på at skabe noget positivt, klassen kan være fælles om,” siger hun og understreger, at det aldrig er børnenes skyld, hvis der sker mobning.

”Det er de voksnes og ikke børnenes ansvar at løse mobning, for det er et meget stort ansvar at sidde alene med som barn,” siger hun.

Hun forstår derfor godt, hvis Fatima El-Kassem har følt sig meget alene i den tid, hun oplevede mobning, og bakker op om Vollsmose-pigens opfordring om at snakke med en voksen i sådanne situationer. 

”Det vigtigste er at snakke med nogen. Forældre kan være et godt sted at starte, men det kan også være en lærer eller en voksen i klubben. Det er også vigtigt, at de unge ved, at mobning aldrig er noget, de selv er skyld i, og at de ikke er alene om at have prøvet det,” lyder det fra Naja Kinch Sohn.

Hvor mange oplever mobning?


Den nationale trivselsmåling fra skoleåret 2018/19 viser, at knap en ud af 10 elever i 4.-9. klasse jævnligt oplever mobning. Meget tyder dog på, at der er sket et markant fald i omfanget af mobning blandt skolebørn i løbet af de seneste årtier.

I skoleåret 2019/2020 svarede over 77 procent af eleverne i 4.-9. klasse på Abildgårdskolen, at de aldrig havde oplevet mobning. 2,2 procent af eleverne - svarende til fem elever – oplevede meget tit mobning, ifølge skolens trivselsmåling.

På H.C. Andersen Skolen svarede 73,2 procent af eleverne i 4.-9. klasse i skoleåret 2019/2020, at de aldrig har oplevet mobning. Seks elever svarede, at de har oplevet det ’meget tit’.

Seneste Artikler

Karl Johan-svampene vokser langs Vollsmose Allé

Læs mere

Foreninger mangler plads

Læs mere

Odense byder på en (u)hyggelig efterårsferie

Læs mere

Sally og Betty vil lave vidnesbyrd om Vollsmose

Læs mere

Retshjælpen søger beboere der skal genhuses

Læs mere

I det seneste nummer af Vollsmose Avisen sætter vi blandt andet fokus på, at mange foreninger i bydelen mangler plads. Du kan også læse vores guide til efterårsferien, og du kan se, hvilken overraskelse der gemmer sig i midten af avisen.

Læs her