Spring navigation over

Frivillige skal hjælpe kvinder i arbejde

Vil du være mentor eller mentee i Odense? Så kontakt koordinator Muna Mohamed på telefon 50 76 33 73 eller muna.mohamed@kvinfo.dk

Et mentor-program i Vollsmose matcher kvinder med frivillige mentorer. De skal hjælpe kvinderne med at få foden ind på arbejdsmarkedet eller komme i uddannelse.

Kan et forløb med en frivillig mentor få kvinder med minoritetsbaggrund tættere på et arbejde eller en uddannelse? Det mener KVINFO, der er Danmarks videnscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed. De har før haft et mentornetværk i Vollsmose, der skulle hjælpe kvinder med anden etnisk baggrund tættere på uddannelse og arbejde. Nu er mentornetværket tilbage.

Siden november har projektmedarbejder hos KVINFO, Muna Mohamed, arbejdet i Vollsmose, hvor hun har matchet frivillige mentorer med mentees. Det er både kvinder, der ikke er i arbejde eller under uddannelse, men ønsker at komme det, samt kvinder i arbejde eller uddannelse, der ønsker støtte.

”Et mentorforløb går ud på at støtte kvinderne i deres proces med at komme i arbejde eller uddannelse og kan indebære alt fra at øve dansk, få hjælp til et CV eller forstå dagpengesystemet og den danske arbejdspladskultur. En mentor, der kender uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, kan hjælpe med at åbne veje for andre kvinder,” siger Muna Mohamed, der i øjeblikket dog må klare arbejdet hjemmefra og virtuelt ligesom mange andre.

 

Bedst mulig støtte

På trods af de begrænsninger, der følger med coronavirussen, kører mentornetværket godt, ifølge Muna Mohamed. Hun har matchet otte mentees med mentorer, og der er stadig frivillige, der mangler at blive matchet med kvinder.

”En-til-en-relationen og mentorforløbet er intensivt, men også et stærkt redskab til at skabe udvikling. Derfor bliver mentee’en matchet med den mentor, der kan støtte hende bedst muligt. Er det en kvinde, der ønsker at komme i uddannelse, er det for eksempel gavnligt med en mentor, der selv er studerende,” fortæller hun og peger på, at programmet for mange af kvinderne er en god måde at få et større netværk på.

”Og netværk er noget, der også har betydning for at komme i job,” siger Muna Mohamed.

Ifølge en opgørelse fra KVINFO fra 2018 kom 46 procent af kvinderne fra deres mentorordning i job. Knap 50 procent af Vollsmoses beboere i alderen 18-64 år er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, ifølge Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her