Spring navigation over

Ny klinik skal forbedre seksuel sundhed

Kvindelig læge som vejleder yngre kvinde I klinikken for seksuel sundhed i Vollsmose kan man hver mandag møde enten sundhedsplejerske Helle Justesen eller Mai Schmidt Hylleborg.

Hver mandag kan beboere i Vollsmose få gratis prævention og anonym rådgivning om krop, køn, familieplanlægning og sex i Sundhedshus Nord. Her er en ny klinik for seksuel sundhed netop åbnet.

Skal sex gøre ondt? Hvordan kan man planlægge en graviditet? Bliver man steril af p-piller? Hvor går mine seksuelle grænser? Det og mange andre spørgsmål kan beboere nu få svar på af sundhedsplejersker og læger i klinikken for seksuel sundhed, der åbnede i Sundhedshus Nord tidligere på måneden.

Alle spørgsmål om seksuel sundhed er velkomne, slår de to sundhedsplejersker i klinikken fast. De skiftes til at bemande klinikken sammen med en kvindelig læge hver mandag fra klokken 11.00 til 15.00.

”En samtale med os vil tage udgangspunkt i det emne, som beboeren selv kommer med. Så vores første spørgsmål vil altid være: ’Hvad kan jeg hjælpe med?’, og så tager vi den derfra,” fortæller sundhedsplejerske Helle Justesen.

”Vi er her for at rådgive, så unge kvinder og mænd, familier og andre med behov og spørgsmål kan blive klogere og træffe de valg, der er rigtige for dem. Det gør vi på en stille, rolig og anerkendende måde, og hvis det ikke er os, der kan give den rigtige hjælp, så kan vi i hvert fald hjælpe beboerne videre til det rigtige sted,” siger sundhedsplejerske Mai Schmidt Hylleborg.

 

Vil være beboeres smutvej

Regionsrådet i Region Syddanmark vedtog etableringen af de to klinikker i Odense i juni 2020, men på grund af corona-situationen har klinikkerne først kunnet slå dørene op i april i år.   

”Målet med at være i Vollsmose er at være lettilgængelige og være et sted, hvor borgere, der for eksempel ikke går til egen læge med spørgsmål om seksuel sundhed, kan gå hen. På den måde skal vi være en smutvej, så det bliver lettere at få taget en graviditetstest, få lagt spiral, planlægge sin næste graviditet eller hvad man nu har behov for,” forklarer Mai Schmidt Hylleborg.

”Det kan også være, at det giver mening at mødes flere gange i et samtaleforløb, eller at man kommer med sin partner, sin veninde eller sammen med andre, man har lyst til at have med. Den slags kan også lade sig gøre,” tilføjer Helle Justesen.

Ifølge Region Syddanmark er det overordnede formål med klinikkerne i Odense C og Odense NØ at forbedre den seksuelle sundhed blandt Odenses borgere. Helt konkret er målet færre uønskede graviditeter, færre provokerede aborter og flere, der testes for kønssygdomme og modtager relevant behandling. Regionen finansierer klinikkerne sammen med Odense Kommune i en projektperiode på tre år.

Hvordan bestiller man tid?

For at bestille tid skal man kun oplyse sit telefonnummer. Man bestiller tid via ’Book tid’ på hjemmesiden www.seksuel-sundhed.dk. Beboere i Vollsmose kan bestille tid og bruge klinikken, selvom de er over 30 år.

Klinikken for seksuel sundhed i Vollsmose ligger i Sundhedshus Nord, Risingvej 122 E, 1. sal, Odense NØ. Indgangen ligger overfor Alles Lægehus inde i centeret i enden ved Vollsmose Svømmehal.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her