Spring navigation over

Motivation fra mentor: Abdallah fandt vejen til uddannelse

Abdallah Tarbouche hævede sit karaktergennemsnit til næsten det dobbelte gennem et år i 10. klasse med hjælp fra en boligsocial medarbejder. Nu er han i gang med sit andet år på hf på Fyns HF. Arkivfoto: Amina Keynan

Abdallah Tarbouche fra Bøgeparken blev erklæret ikke-uddannelsesparat og fik en mentor fra den boligsociale helhedsplan. Det hjalp ham til at få bedre karakterer og arbejde hårdere, så han kunne komme videre på en ungdomsuddannelse. I den nye helhedsplan for 2021-24 er der også fokus på uddannelsesstøtte.

Unge mellem 13 og 17 år, som har behov for støtte til skolegang og ungdomsuddannelse, kan de næste fire år komme i forløb hos en medarbejder i Vollsmose. Her kan forældre til de unge og de unge selv få rådgivning om at finde frem til lektiehjælp, øge fremmøde og motivationen, styrke selvværd, få overblik over uddannelsesmuligheder og meget mere. Det er et af tilbuddene i den boligsociale helhedsplan i Vollsmose i 2021-2024, som bydelens beboere inden længe skal stemme om.

Abdallah Tarbouche fra Bøgeparken er i dag i gang med sit sidste år på Fyns HF. Han er en af de unge, der har fået støtte til sin uddannelse af en mentor i den nuværende boligsociale helhedsplan.

LÆS OGSÅ: Et ekstra skoleår ændrede alt for Abdallah

- For at være ærlig var jeg ikke så glad for at gå i skole. Jeg gav generelt hurtigt op og var på en måde genert. Jeg sagde ikke så meget i timerne og havde det svært med fremlæggelser og den slags. Min mentor motiverede mig til at arbejde hårdere. Vi lavede mange forskellige øvelser, der skulle hjælpe mig til at sige mere i timerne og til ikke at udskyde at lave mine lektier, siger han og forklarer:

- For eksempel skulle jeg stå foran spejlet og sige til mig selv, at jeg er god til kemi. Selvom jeg faktisk hader kemi. Vi øvede også fremlæggelser, og jeg lærte, at jeg godt kan.

 

Flere skal i uddannelse

I den nye boligsociale helhedsplan for BoligSocialt Hus - Vollsmose er nogle af målene, at der skal være et højere fagligt niveau blandt folkeskoleelever i Vollsmose, og flere af bydelens unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det er mål, der er baseret på krav fra Landsbyggefonden, Odense Kommunes politiske mål for Vollsmose og input fra beboere.

Det betyder, at boligsociale medarbejdere i Vollsmose fortsat vil tilbyde støtte til unge og rådgivning til forældre.

LÆS OGSÅ: Forældre skal vejlede om uddannelse

En af de forældre, der har fået støtte, er Zahra. Hun ønsker at være anonym af hensyn til sine børn. Hendes søn kom sidste år og fortalte, at han skulle finde en erhvervs-praktikplads i tre dage.

- Han kontaktede flere virksomheder uden held. Så kontaktede vi Camelia (familierådgiver red.), som viste os, hvad vi skulle gøre for at finde sådan en praktikplads. Og det lykkedes ham samme dag, vi snakkede med hende. Han blev så glad, fordi nu fik han mulighed for at se, hvordan det er at arbejde i en butik. Når mine andre børn bliver større, vil jeg sige til dem, at det er vigtigt at søge praktikplads og fritidsjob mange steder og ikke opgive, hvis man får afslag, fortæller hun.

 

Hævede sine karakterer

Abdallah Tarbouche havde egentlig forestillet sig, at han skulle gå direkte fra 9. klasse og videre på gymnasiet. Men han blev erklæret ikke-uddannelsesparat og valgte at tage et ekstra skoleår. Med støtte fra den boligsociale medarbejder hævede han sit karaktergennemsnit fra 2,8 i 9. klasse til 5,1 i 10. klasse, så han kunne fortsætte på hf.

LÆS OGSÅ: Hvordan går det med uddannelsen i Vollsmose?

- Min mentor motiverede mig til at gøre mit bedste. For jeg kan godt se, at det er vejen til at få bedre muligheder i fremtiden. Jeg er blevet en bedre person på mange måder og har lært rigtig meget om mig selv. Niveauet på hf er selvfølgelig højere end i 10. klasse, men jeg går i lektiecaféen tre gange om ugen og håber, at jeg kan klare det, når jeg skal op og bevise det hele til eksaminerne. Man skal i hvert fald aldrig give op, siger han.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her