Spring navigation over

Mindre kriminalitet og mere tryghed: Beboerne er en vigtig del af løsningerne

Den boligsociale helhedsplan styrker det kriminalpræventive arbejde i området gennem et tættere samarbejde med bl.a. civilsamfundet, boligorganisationerne, skolerne og Fyns Politi. Arkivfoto: Hanne Hvattum

De næste fire år sætter den boligsociale helhedsplan for BoligSocialt Hus - Vollsmose fokus på forebyggelse af kriminalitet. Det sker  blandt andet gennem dialog med beboerne, aktiviteter som Nabohjælp og tryghedsvandringer samt et tæt samarbejde med SSP Odense.

Der sættes ofte lighedstegn mellem Vollsmose og kriminalitet, og bydelen har lagt asfalt til flere historier om bandekonflikter og opgør mellem kriminelle grupperinger. Senest gav kriminaliteten i bydelen genlyd mellem blokkene, da den 31-årige Abdinur Mohamed Ismail blev ramt af skud og dræbt i Egeparken i forbindelse med en verserende konflikt mellem to grupperinger i området.

Selvom kriminaliteten de senere år er faldet i Vollsmose, og selvom antallet af anmeldelser for Vollsmose som helhed ligger på samme niveau som i resten af Odense, så er det tragiske episoder som skuddrabet i juni, der gør, at oplevelsen af tryghed lider et knæk.

LÆS OGSÅ: Nyt team skal forebygge kriminalitet blandt unge

Derfor vil det boligsociale arbejde de næste fire år have et stærkt fokus på samarbejdet med både beboere og myndigheder om at skabe en bydel, der opleves som tryg, og hvor børn og unge støttes i et liv uden kriminalitet. Det vil særligt ske gennem et tæt samarbejde med SSP Odense. Et samarbejde, der går på tværs af både skolerne, de sociale myndigheder og politiet, og som skal sørge for at færre børn og unge begynder en kriminel løbebane.

 

Gode fællesskaber for unge

Netop når det handler om unge, der er i risiko for at havne i kriminalitet, så har det stor betydning, at de bliver tilbudt nogle positive fællesskaber, som kan give dem den nødvendige støtte, anerkendelse og følelse af at høre til. Det er blandt andet det, som et samarbejde mellem beboere og boligsociale medarbejdere kan være med til at løfte. Det viser erfaringerne fra Det Kriminalpræventive Råd.

I forbindelse med en række artikler om, hvordan udfordringerne med kriminalitet kan løses, som Vollsmose Avisen bragte i august i år, fortalte Katrine Amalie Keller, der er videnskonsulent i Det Kriminalpræventive Råd, at der er mange måder, hvor man som frivillig i et boligområde kan gøre en stor forskel. Endda en meget større forskel, end man måske selv tror.

- Når det handler om at løse udfordringerne med kriminalitet, så kan borgerne gøre en stor forskel ved at skabe positive fællesskaber, hjælpe i lokale foreninger, støtte op om at skabe gode fritidsinteresser for de unge og hjælpe med, at de gennemfører deres uddannelse ved eksempelvis at give lektiehjælp, siger hun.

 

Nabohjælp giver tryghed

Et andet tiltag for at mindske kriminalitet og utryghed vil være en større udbredelse af Nabohjælp. Et koncept, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag, og hvor man med advarsler på mobilen, en facebookgruppe, klistermærker og aftaler med de nærmeste naboer om at holde øje, giver beboerne en række værktøjer til selv at minimere kriminalitet i området og øge trygheden.

LÆS OGSÅ: Beboere har succes med nabohjælp

Den boligsociale helhedsplan vil samarbejde med Nabohjælp ved at udbrede konceptet til flest mulige beboere. Det skal understøtte målet om, at bydelen opleves som tryg, og at flere deltager i positive fællesskaber.

 

På gåtur efter løsninger

Tilbuddet til Vollsmoses beboere om tryghedsvandringer i deres boligområde vil fortsat være en del af den nye boligsociale helhedsplan, hvis beboerne stemmer ja til planen i november. Også det koncept kommer fra Det Kriminalpræventive Råd og er et tilbud i alle boligsociale helhedsplaner i hele landet.

LÆS OGSÅ: Beboere går efter løsninger

Lærkeparken er en af de boligafdelinger i Vollsmose, der under den nuværende boligsociale helhedsplan har benyttet sig af tilbuddet om en tryghedsvandring. Her oplevede beboerne problemer med henkastet affald, indbrud og hashrygning i kældrene. En tryghedsvandring sammen med blandt andre lokalpolitiet og SSP betød, at en række initiativer blev iværksat. Der blev blandt andet sat nyt lys op på parkeringspladsen, og i kælderrummene blev der sat afskærmninger op for at undgå, at der bliver smidt skrald, urineret og røget hash.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere