Byggeri giver lokale jobs
07. oktober 2020 Mohamed Ibrahim bor i Fyrreparken og har fået løntilskudjob på byggepladsen foran sin lejlighed.De store anlægsprojekter i Vollsmose over de næste 10 år skal også komme lokalsamfundet til gode i form af jobs til beboerne inden for byggebranchen. I Fyrreparken er flere beboere aktuelt med til at renovere boligafdelingen.
Flere og flere beboere i Vollsmose kommer i arbejde og uddannelse, men en høj arbejdsløshed er fortsat en af bydelens helt store udford-
ringer. I 2019 var 49,5 procent af beboerne i alderen 18-64 år ikke i arbejde eller i gang med en uddannelse. Et af de tiltag, der skal bringe flere beboere tættere på arbejdsmarkedet, er den samarbejdsaftale, som Odense Kommune, boligorganisationerne i Vollsmose, Byg til Vækst, erhvervsuddannelserne og Vollsmose Sekretariatet lavede i 2017. Et samarbejde, der skal få ledige i uddannelse og beskæftigelse inden for byggefagene gennem praktik- og lærepladsforløb i løbet af den årrække, hvor en lang række bygge- og renoveringsprojekter skal være med til at omdanne og udvikle Vollsmose.
LÆS OGSÅ: Fra ledig til pladsmand: Mohamed fik arbejde på byggepladsen foran sit hjem
Spørger man projektleder i FAB, Peter Boas, peger han på flere årsager til, at det er en god idé, at beboerne er med til at renovere Fyrreparken.
- Vollsmose er et boligområde, der er præget af lav beskæftigelse. Når vi har så store projekter, som for eksempel renoveringen her i Fyrreparken, så skal det også komme lokalsamfundet til gode i form af jobs til de mennesker, der bor her, siger projektlederen og forklarer, at det også giver en større følelse af ejerskab til hele projektet, når man som beboer selv er med til at udføre det i praksis.
- Det er beboerne, der selv har vedtaget projektet og stemt ja til renoveringen af boligerne i Fyrreparken. Hvis man så oveni har både evnerne og interessen for byggefaget, så må det være virkelig interessant at arbejde med renoveringen. På den måde er man som beboer med i hele processen. Lige fra skitserne på tegnebrættet til man kan bo i en nyrenoveret lejlighed. Det kan jeg da kun forestille mig må være virkelig spændende, siger Peter Boas.