Spring navigation over

Afstemninger: Det skal du tage stilling til

Den nye boligsociale helhedsplan skal godkendes af på afdelingsmøder i løbet af november. Her bliver alle myndighedernes retningslinjer omkring COVID-19 overholdt. Det kræver derfor tilmelding at deltage i møderne.  Arkivfoto

I november måned skal beboerne i Vollsmose tage stilling til, om der skal være en ny boligsocial helhedsplan. Her kan du læse mere om, hvad du skal stemme om, og hvordan afstemningen foregår.

Om kort tid skal Vollsmoses beboere stemme ja eller nej til en ny periode med boligsociale indsatser. Den nye boligsociale helhedsplan for BoligSocialt Hus - Vollsmose er en plan for, hvordan bydelens sociale udvikling skal styrkes i årene 2021-2024. Planen rummer forslag til en lang række aktiviteter og indsatser, der på hver sin måde skal være med til at løfte Vollsmose socialt.

Det boligsociale arbejde foregår inden for fire forskellige indsatsområder: ’Uddannelse og livschancer’, ’Beskæftigelse’, ’Kriminalitetsforebyggelse’ og ’Sammenhængskraft og medborgerskab’.

Helt kort fortalt handler de fire indsatsområder om at skabe de bedste rammer for, at flere af bydelens beboere færdiggør en uddannelse, får fodfæste på arbejdsmarkedet, bliver en del af positive fællesskaber og kan bidrage til stærke og trygge civilsamfund. Beboerne skal derfor stemme ja eller nej til den samlede mængde af tilbud. Det er tilbud om blandt andet hjælp til at komme i arbejde, hjælp til familier og støtte til frivillige foreninger. Hvis der er boligafdelinger, som stemmer nej til den nye boligsociale helhedsplan, vil det i praksis betyde, at Landsbyggefonden giver færre penge til den boligsociale helhedsplan, og beboerne i de pågældende afdelinger har så ikke mulighed for at bruge tilbuddene.

Beboerne skal godkende

Den nye boligsociale helhedsplan for BoligSocialt Hus - Vollsmose skal godkendes af bydelens beboere. Afstemningen sker på et afdelingsmøde i hver af Vollsmoses ni boligafdelinger. Møderne afholdes i november måned, og alle beboere får en invitation direkte i postkassen senest 14 dage før mødet. Sammen med invitationen får man også en tilmeldingsblanket. Hver husstand har to stemmer uanset hvor mange, der bor i husstanden. Det er også muligt at give en anden beboer i  afdelingen fuldmagt til at stemme på vegne af din husstand. Det gælder beboere både hos FAB og Civica.

På møderne bliver alle myndighedernes retningslinjer omkring COVID-19
naturligvis overholdt - herunder hvor mange personer man må samles. Der bliver også uddelt mundbind. Derfor er det vigtigt, at man husker at tilmelde sig til mødet, hvis man vil bruge sin stemme og dermed være med til at beslutte, om der de næste fire år fortsat skal være boligsociale aktiviteter i Vollsmose.

Hvad er en boligsocial helhedsplan?

En boligsocial helhedsplan beskriver de aktiviteter, som bliver lavet i et særlig udsat boligområde for at styrke den sociale udvikling.

De penge, som Landsbyggefonden, Odense Kommune og boligorganisationerne giver til boligsociale aktiviteter i Vollsmose, er øremærket til Vollsmose. De må ikke bruges i kommunens andre udsatte boligområder.

I Vollsmose skal aktiviteterne hjælpe flere beboere i job og uddannelse, give børn og unge de bedste muligheder i livet, støtte frivillige og foreninger samt skabe større tryghed i området.

Seneste Artikler

Helhedsplan 2024-2028 Pixi-udgave

Læs mere

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere