Litteraturpatruljen anbefaler: Dæmonernes by
19. marts 2020En fantasybog, der byder på dæmoner og skyggejægere.
Tekst: Hanan Bashir, borgerjournalist og elev i Abildgårdskolens Litteraturpatrulje
For at Clary kan redde sin mors liv, bliver hun nødt til at snige sig ind i Skyggejægernes by, Alicante. Det gør hun på trods af, at det er forbundet med dødsstraf, hvis man ikke har tilladelse til at komme ind i byen. Clary’s bedste ven Simon ender med at blive fængslet af Skyggejægerne, fordi de ikke stoler på vampyrer - og slet ikke én, som kan tåle sollys. Skurken Valentine forsøger stadig med al magt at tilintetgøre Klanen, og hvis Skyggejægerne ønsker at overleve, må de kæmpe side om side med de underjordiske, som de betragter som deres fjender. Vil det overhovedet være muligt, og kan de stille noget op mod Valentines hær?
Bogen er første bind i serien ’Dødens instrumenter’. Den var fantastisk og spændende at læse. Jeg blev virkelig grebet af handlingen, for spændingen stiger og stiger gennem bogen. Det er også super fedt, at jeg undervejs overhovedet ikke vidste, hvor jeg ville blive ført hen på næste side. Det var med til at gøre den spændende. Jeg vil anbefale bogen, hvis du er den type, der kan lide fantasy.
Hvem er Litteraturpatruljen?
I hvert nummer af Vollsmose Avisen anbefaler Litteraturpatruljen fra Abildgårdskolen en bog, de har læst. Litteraturpatruljen består af elever fra de store klassetrin. Eleverne mødes et par timer en gang om måneden for at snakke om de bøger, de har læst. De anmelder desuden bøger og anbefaler dem på deres egen hylde på skolens læringscentret, hvor andre elever også låner bøger, og de læser også højt for skolens yngre elever. Formålet er at styrke fritidslæsningen og åbne elevernes øjne for litteratur.