Spring navigation over

Bydelssøstre med opråb på kampdag: Vi betaler selv

Bydelssøstre poserer til deres kampagne 'Jeg betaler selv', der sætter fokus på kvinder i arbejde.

En plads på arbejdsmarkedet giver økonomisk selvstændighed og frihed. Sådan lyder budskabet fra Vollsmoses Bydelssøstre, der sætter spot på kvinders rolle på arbejdsmarkedet på kvindernes internationale kampdag.

Næven er knyttet, og overarmen er spændt på den arbejderkvinde, der under parolen ’We Can Do It’ - på dansk ’Vi kan gøre det’ - er blevet et berømt og feministisk ikon. Plakaten med ’Nitteren Rosie’, som kvinden bliver kaldt, blev oprindeligt produceret i 1943 i USA for at styrke arbejdsmoralen blandt de kvindelige fabriksarbejdere under anden verdenskrig. Siden har den været brugt igen og igen i kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder verden over. Og nu har den berømte plakat også været inspirationskilde for Vollsmoses Bydelssøstre og deres kampagne ’Jeg betaler selv’. Her poserer flere af bydelssøstrene i deres arbejdsuniformer i samme kendte stilling. Deres budskab er klart: Et arbejde giver økonomisk selvstændighed og frihed, og det har alle kvinder ret til. Afslutningen på kampagnen sker på kvindernes internationale kampdag den 8. marts. Igen i år markerer bydelssøstrene nemlig dagen - denne gang med fokus på kvinder på arbejdsmarkedet.

 

Flere kvinder i arbejde

Tal fra december 2019 fra Odense Kommune viser, at halvdelen af kvinderne mellem 18 og 64 år i Vollsmose er på offentlig forsørgelse. Flere undersøgelser viser, at der for etniske minoritetskvinder kan være flere barriere for at komme på arbejdsmarkedet. Det kan blandt andet skyldes utilstrækkeligt kendskab til det danske samfund, helbredsudfordringer, ringe danskkundskaber og negativ social kontrol. Og det er noget af det, bydelssøstrene vil gøre op med. Den 8. marts stiller flere kvinder sig derfor frem for at fortælle deres personlige historier om, hvordan de har fundet vejen til et job.

Ifølge bydelskonsulent i Vollsmose Sekretariatet og projektleder for Vollsmoses Bydelssøstre, Kefa Abu Ras, er det vigtigt, at kvinderne selv står frem og fortæller om for eksempel sprogbarrierer og andre udfordringer. På den måde bliver de en inspiration for andre.

- Andre kvinder fra Vollsmose ser bydelssøstrene, hører deres historier og vil tænke, hvis de kan, så kan jeg også. Vi vil gerne vise, at alle kvinder kan få et arbejde. Med arbejdet følger en økonomisk selvstændighed, en stolthed og en frihed. Det er rigtig vigtigt at få fortalt, siger Kefa Abu Ras.

 

’Arbejde betyder frihed’

Khadija Ramzi fra Lærkeparken er en af de bydelssøstre, der har et arbejde og står frem under sloganet ’Jeg betaler selv’. Hun kom til Danmark med sine tre børn fra Marokko i 2008, og så begyndte kampen, som hun selv siger.

- Alt var jo nyt. Først og fremmest skulle jeg lære sproget, men jeg skyndte mig alligevel at søge arbejde og fik deltidsjob som rengøringsassistent, så jeg kunne forsørge familien, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: Vollsmoses bydelssøstre bryder svære tabuer

- Jeg har forsørget mig selv fra dag et. For mig betyder arbejde frihed. Hvis jeg tjener mine egne penge, bestemmer jeg selv - også over min tid. Man siger jo, at den, der betaler, er den, der bestemmer, siger Khadija Ramzi, der arbejdede med turisme i Marokko, men har uddannet sig til social- og sundhedshjælper i Danmark, fordi det er et område, hvor der i høj grad mangler arbejdskraft.

- Jeg tænkte på, hvilken uddannelse der giver arbejde og valgte den. Jeg var glad for at arbejde som rengøringsassistent, men jeg ville gerne forbedre mit danske, og det er svært, hvis man ikke snakker med så mange. Jeg er blevet meget bedre til dansk nu, fortæller den 52-årige SOSU-hjælper, der arbejder som vikar gennem et bureau.

 

 

Vil være forbillede

For bydelssøster Latifa Goudira i Bøgeparken har det også været vigtigt at komme på arbejdsmarkedet. Hun er uddannet kemiingeniør i sit hjemland og kom til Danmark for omkring syv år siden. I dag arbejder hun som rengøringsassistent i Odense Kommune. 

- Jeg søgte alt muligt arbejde, mens jeg gik på sprogskole, og fik et rengøringsjob. Sprog er lig med arbejde, men det bliver også nemmere med det danske, når man arbejder. Jeg kan godt huske, hvor svært det var, når jeg fik en afvisning på et job, men til gengæld var det så en stor succes at få mit første arbejde, fortæller hun.

- Mine uddannelsespapirer kan ikke blive godkendt her i Danmark, men jeg har accepteret, hvad der er muligt og er glad for mit arbejde. Det er vigtigt at komme ud og integrere sig og ikke isolere sig derhjemme. Man bliver deprimeret af bare at sidde hjemme, og det rammer jo selvtilliden, fortsætter hun og fortæller, at det også er vigtigt for hende at være et forbillede for sine to døtre:

- Det betyder meget for mig at vise mine børn, at det er vigtigt, at man kæmper og holder sig i gang. Jeg håber, at andre kvinder også kan blive inspireret til at søge arbejde. For hvis man søger, skal man nok finde, tror jeg.

8. marts i Vollsmose

Vollsmoses Bydelssøstre sætter spot på kvinder og arbejdsmarked på kvindernes internationale kampdag. Her fortæller kvinder personlige historier om deres vej til et job, og hvordan de har overvundet de barrierer, der har været undervejs. Der vil også være underholdning og madboder. Arrangementet er for kvinder i Vollsmose og foregår søndag den 8. marts kl. 12.00 - 14.00 i Vollsmose Kulturhus, Vollsmose Allé 10. Det er gratis, men kræver tilmelding til bydelskonsulent Kefa Abu Ras på kssar@vollsmose.dk eller telefon 51 28 64 12.

Seneste Artikler

Helhedsplan 2024-2028 Pixi-udgave

Læs mere

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere