Biryani med kylling
08. marts 2020Borgerjournalist Metha Maul har kombineret forskellige slags biryani-opskrifter til en Vollsmose-biryani.
Den 20. februar blev Årets Borger - som blev Aysel Hagi - kåret og fejret på festlig og hyggelig vis i det tidligere kulturhus. Her mødtes en masse beboere om langbordet til fællesspisning, som Vollsmoses Bydelssøstre blandt andet havde stået for. En af de mange lækre retter, der blev serveret, var en risret med kylling - såkaldt biryani. Denne ret bliver lavet i mange forskellige lande og serveret på forskellig vis. Til Årets Borger-arrangementet blev den lavet på kurdisk manér. I den forbindelse fik jeg den kurdiske opskrift, som jeg her har kombineret med min nabos arabiske opskrift, og så har jeg tilsat den lidt af mig. Man kan sige, at det er en slags Vollsmose-biryani. Velbekomme.
Det skal du bruge: (4 personer)
1 hel kylling
3 gulerødder
1 porre
2 røde pebre
1/4 spidskål
5 dl ris
1 tsk. gurkemeje eller paprika
3 tsk. Biryani-krydderi
Salt
Olie
En håndfuld mandler
Sådan gør du: Kog kyllingen, til den er tilberedt. Jeg kogte den en time og lod den stå en time i kogevandet. Hak og snit grøntsagerne. Smut og halver mandlerne. Gem kogevandet fra kyllingen til senere og pil kyllingen i passende bidder. Bland de rå ris med krydderier, salt og lidt olie. Læg nu kyllingekød, grøntsager, mandler og ris i lag i et stort, ovnfast fad. Hæld kogevandet fra kyllingen ved, så det næsten dækker. Sæt fadet i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft, indtil vandet er fordampet, og risene er færdige. Server med fladbrød og yoghurt naturel.