Vollsmose skal sortere mere affald
06. maj 2020 Mere affaldssortering med flere forskellige kategorier kræver nye skraldespande.Store dele af Vollsmose skal nu til at sortere mere affald på nye måder.
Restaffald, madaffald, papir, pap, glas og metal. Det er de seks typer affald, som de fleste beboere i Vollsmose nu skal til at sortere. Den nye affaldsordning er allerede rullet ud i store dele af Odense, og siden den 29. april har det været Vollsmoses tur.
Helt konkret betyder den nye affaldsordning, at der for eksempel er kommet nye skraldespande i miljøgårdene. De fleste beboere har gennem deres varmemester modtaget en lille affalds-startpakke med en grøn spand og poser til madaffald, en magnetisk sorteringsvejledning og klistermærker til at markere de forskellige typer affald.
Ordningen omfatter hele Vollsmose på nær Fyrreparken, som er undtaget, indtil ombygningen er overstået. I Slåenhaven og Tjørnehaven bliver opstarten dog lidt forsinket, da de skal have nedgravede beholdere, som er ved at blive etableret. I Lærkeparken og Granparken bliver affaldsskakterne lukket, mens de beholder skakterne i Birke-, Ege-, og Bøgeparken. Disse skakter må dog i fremtiden kun bruges til restaffald, såsom støvsugerposer, mælkekartoner og bleer. Det sorterede affald skal afleveres i de korrekte beholdere i miljøgården.
- Det, der bliver mest anderledes for beboerne, er at sortere madaffald, metal og glas for sig. Mange sorterer allerede pap og papir, men det er også vigtigt at sortere mad-affaldet, så det kan genanvendes. Faktisk kan et kilo madaffald blive til 33 timers lys i en elpære, fortæller Dorthe Lind, som er funktionsleder hos kommunikation i Odense Renovation.
Sorter for fremtidens skyld
Udover det som Odense Renovation leverer, kan man også selv gøre noget for, at den nye ordning bliver nem at komme i gang med. Man kan for eksempel lave et sorteringssystem i hjemmet, så man ikke skal stå udenfor ved skraldespandene og sortere hver gang. De medfølgende klistermærker med piktogrammer, der går igen i miljøgårdene, er også gode at bruge, så børnene kan forstå systemet og være med til at sortere affaldet. Uanset hvilken metode, man finder på, er det vigtigste blot, at affaldet bliver sorteret i de seks kategorier.
- Det er vigtigt, at vi gør noget nu for de næste generationers skyld. Vi skal simpelthen udnytte ressourcerne bedre, siger Dorthe Lind.