Spring navigation over

Renoveringen af Fyrreparken kører efter planen

gamle betonrør og stor gravko

Renovering af Fyrreparken kører videre efter planen på trods af coronavirus. Ifølge Fyns Almennyttige Boligselskab, FAB, fortsætter arbejdet i boligafdelingen med samme hastighed som før.

Fyrretræer fældes, buskads fjernes, store gravemaskiner arbejder på højtryk og byggearbejdere i orange tøj og gule hjelme er i fuld sving med at anlægge ny kloak i Fyrreparken. Mens store dele af Danmark er lukket ned på grund af coronavirus, er byggebranchen ikke i samme omfang påvirket af nedlukningen. Heller ikke renoveringen af Fyrreparken.

- Vi er ikke på noget tidspunkt gået ned i kadence i arbejdet. Faktisk er vi en måned forud for tidsplanen, da vi allerede nu er gået i gang med at udskifte kloakkerne, fortæller projektleder i FAB, Peter Rothman Boas.

Han forklarer, at et rigtig godt samarbejde med entreprenøren har betydet, at mens de sidste detaljer i forhold til renoveringen af lejligheder og fælleshus kommer på plads, kunne man allerede nu starte med kloakarbejdet.

- Det gode ved at være forud med kloakkerne er, at når vi så går i gang med at sætte stillads op omkring bygningerne for at renovere boligerne, så skal vi ikke også grave op ude foran til de nye kloakker. Det vil gøre det nemmere for beboerne at komme rundt og færdes i området, når arbejdet på den måde bliver mere fordelt, siger Peter Rothman Boas og pointerer, at både renoveringen af facader og boliger kører helt efter tidsplanen:

- Nøjagtig som det er meldt ud, starter vi med de første lejligheder og facader i blok 35 i maj måned.

Fejring er udskudt

Det, der til gengæld, blev berørt af coronakrisen, var den planlagte fejring af det første spadestik sammen med Fyrreparkens beboere den 29. april, fordi myndighedernes retningslinjer forhindrer forsamlinger på mere end 10 personer.

- Der skulle vi både markere det første spadestik i forbindelse med renoveringen og samtidig 50 års jubilæet for Fyrreparken. Det er vi desværre blevet nødsaget til at udskyde på ubestemt tid. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi må vente med at markere starten på så markant et byggeri, siger Peter Rothman Boas, der dog lover, at der vil blive en eller anden form for arrangement, når det igen bliver muligt at mødes.

Kaffemøder også aflyst

Netop for at undgå at forsamle folk er den planlagte række af informationsmøder om renoveringen - de såkaldte kaffemøder - også sat på standby.

- Det er naturligvis rigtig trist, at der er sat en stopper for det, for det betyder rigtig meget for os at have en god dialog med beboerne. Heldigvis har mange i stedet ringet og skrevet til mig med deres spørgsmål. Det er jeg glad for, og det skal man bare fortsætte med, opfordrer projektlederen.

Ligesom byggeriet i Fyrreparken holder tidsplanen, kører arbejdet med bygaden også ufortrødent videre. Heller ikke her har coronakrisen givet forsinkelser i arbejdet, og den nye gennemgående vej vil helt efter planen stå færdig i oktober 2020.

Har du spørgsmål til renoveringen i Fyrreparken, kan du kontakt projektleder i FAB, Peter Rothman Boas, på telefon 30 80 17 50 eller på pebo@fabbo.dk.

 

Seneste Artikler

Helhedsplan 2024-2028 Pixi-udgave

Læs mere

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere