Spring navigation over

Glæde over mere genåbning i Vollsmose

2 piger i 9-års alderen tegner og klipper i karton De mindste skoleelever startede fysisk i skole igen i april. Nu kan de store elever også vende tilbage. Arkivfoto: Jørgen Gregersen

Abildgårdskolen og B1909 er glade for, at den normale hverdag så småt er vendt tilbage nu, hvor regeringen har iværksat fase to af genåbningen af Danmark.

De seneste to måneder har den verdensomspændende coronavirus blandt andet givet rødt kort til fodbolden på B1909s baner, og skolegangen for folkeskolens ældste elever har skulle foregå indenfor hjemmets fire vægge. Men som led i anden fase af genoplukningen af det danske samfund er det nu blevet muligt for eleverne i 6. – 10. klasse at genoptage deres skolegang. Det vækker glæde på Abildgårdskolen i Vollsmose.

- Vi er rigtig glade for at få de ældste elever tilbage her på skolen. De har været hjemme mere end to måneder, og vi har hørt fra mange, at de virkelig har glædet sig til at komme tilbage, fortæller skoleleder Allan Feldskou.

Masser af plads

Genoptagelsen af skolegangen for de ældste elever er betinget af, at de sundsfaglige regler overholdes - herunder afstandskravet på en meter mellem eleverne i klasselokalerne.

- Abildgårdskolen har tidligere været en skole med 1.000 elever, og lige nu går der 450 elever på skolen, så vi har god plads til at skabe den nødvendige afstand indenfor, siger Allan Feldskou og fortæller, at der også udendørs tages de nødvendige forholdsregler, hvilket blandt andet betyder, at klasserne holder deres frikvarter forskudt og sammen med en lærer.

Men overholdelsen af de sundhedsfaglige retningslinjer har gjort det nødvendigt at sætte ekstra fokus på god hygiejne. Både elevernes og skolens. Eleverne skal vaske hænder, når de møder, inden de spiser, når de går hjem og efter behov i løbet af dagen. Samtidig gøres der grundigt rent på alle skolens arealer.

- Der er ansat tre ekstra rengøringsassistenter, der gør rent to gange om dagen i alle klasser og på alle toiletter, oplyser skolelederen.

Gang i fodbolden

Ikke kun skolerne kan glæde sig over en lidt mere normal hverdag. Også for idrætsforeninger kan der skimtes et lys for enden af tunnelen. Nu må der igen trænes i et vist omfang blandt andet på fodboldbanerne. Det vækker begejstring i B1909, hvor alle ungdomsholdene i klubben har genoptaget træningen.

- Det har vi sukket efter længe, og jeg tror, at alle er glade for bare at kunne komme i gang, siger lederen af ungdomsafdelingen i B1909, Kasper H. Hansen.

Selvom de sundhedsfaglige retningslinjer sætter begrænsninger for aktiviteterne, så kunne det efter Kasper H. Hansens mening være værre:

- Vel skal der være en afstand mellem spillerne på to meter, og ja, de skal møde omklædt og må højst være 10 samt en træner på banen ad gangen. Men reglerne er til at leve med. Og der kan spilles fodbold. Det er i første omgang det vigtigste.

Ungdomsformanden er også glad for at forældrene altovervejende har givet udtryk for at være trygge ved at sende deres børn og unge til træning selv i en coronatid.

Hvad åbner ellers?

Bibliotekerne i Odense åbnede igen 18. maj. Men åbningstiderne er begrænsede. Det vil være muligt at låne og aflevere materialer, men ellers ikke at opholde sig på biblioteket. Selvbetjente biblioteker og Borgerservice holder fortsat lukket. Arrangementer til og med 8. juni 2020 er fortsat aflyst.

Det er muligt at besøge pårørende på plejehjem, men det skal foregå udendørs. Besøget skal adviseres og koordineres med plejehjemmet, inden man kommer. Man kan altså ikke bare møde op.

Seneste Artikler

Helhedsplan 2024-2028 Pixi-udgave

Læs mere

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere