Unge fra Vollsmose i protest mod racisme
23. juni 2020 Den 10. juni var der Black Lives Matter-demonstration på banegårdspladsen.To gange i løbet af juni er odenseanere gået på gaden under parolen ’Black Lives Matter’ for at demonstrere mod racisme.
Ingen racister i vores gader. No justice, no peace. Kampråbene rungede taktfast på banegårdspladsen og har været lydsporet til de to ’Black Lives Matter’-demonstrationer, der har været i Odense i løbet af juni. Her har mellem 300 og 500 odenseanere været på gaden i medfølelse og solidaritet med afro-amerikaneren George Floyd, der døde under en anholdelse i Minneapolis, USA, den 25. maj.
Også unge med minoritetsbaggrund fra Vollsmose har deltaget i demonstrationerne. En af dem er Nada Farah, der går i 2.g på Mulernes Legatskole.
- Jeg støtter op, fordi der er en uretfærdighed for sorte mennesker i USA. Jeg er selv sort, så jeg demonstrerer, fordi det kunne jo være mig eller min bror, det kunne ske for, hvis vi boede i USA, siger hun og fortæller, at en mand for nylig kaldte hende skældsord på baggrund af hendes hudfarve i Kongens Have.
- I Danmark er der den her ’hyggeracisme’, hvor man joker med ting, jeg ikke synes, man skal joke med. For eksempel synes jeg ikke, at man skal bruge n-ordet, fortæller hun og forklarer, at hun ikke bryder sig om ordet på grund af dets mangeårige forbindelse til raceopdeling og et racesyn, hvor sorte mennesker er mindre værd end hvide.
En kamp for alle minoriteter
Black Lives Matter-bevægelsen begyndte på sociale medier under hashtagget #BlackLivesMatter i 2014. Bevægelsen er på få år vokset fra lokale protester mod politidrab på afro-amerikanske mænd til en national bevægelse mod strukturel og systematiske racisme i USA. I kølvandet på George Floyds død har der været massedemonstrationer i hele verden. Den danske afdeling af Black Lives Matter har dog mødt en del modvind i forbindelse med de danske demonstrationer, fordi hvide blev opfordret til at holde sig i baggrunden, ikke tale med pressen eller råbe med på bestemte slagord.
De retningslinjer er Nada Farah ikke for. Hun har somaliske rødder og har udover at demonstrere været aktiv i protesten på sociale medier og ved at donere til for eksempel Black Lives Matter. Hun ser bevægelsen som en bredere kamp for minoriteter og mod diskrimination på baggrund af hudfarve, tro og oprindelse.
- Jeg føler for eksempel, at islamofobi er dominerende i Danmark. Men egentlig er det bare underligt og utroligt, at vi i 2020 stadig kigger på hudfarver og deler mennesker op i rang, siger hun.