Beboere laver mindehøjtidelighed for skuddræbt
26. juni 2020 Politiet efterforsker stadig skudepisoden i Egeparken, der skete omkring midnat mellem den 24.-25. juni. Der er siden indført visitationszone og skærpet strafzone i Vollsmose.Beboere vil ære mindet om den 31-årige mand, der blev skudt og dræbt natten til torsdag i Egeparken, ved en forsamling i eftermiddag. Samtidig opfordrer arrangørerne til, at beboere står sammen mod kriminaliteten.
En 31-årig mand mistede natten til torsdag livet efter at være blevet skudt i Egeparken. Siden den tragiske episode har venner, naboer og andre beboere i bydelen delt deres kondolencer og mindeord om ham på sociale medier, og på gerningsstedet i Egeparken er der lagt blomster og billeder.
LÆS OGSÅ: Politiet til forældre i Vollsmose: Hold ekstra øje med jeres børn og unge
Den lokale forening We Enjoy står i dag bag en mindehøjtidelighed på stedet, hvor manden blev skudt. Her vil de mindes, ære og værne om det, der er sket, skriver de.
- En smilende, retfærdig og respekteret mands liv et blevet taget fra verden. Vi accepterer ikke, at flere civile liv skal gå tabt, fordi nogle ikke kan opføre sig pænt, lyder det fra arrangørerne bag højtideligheden, der samtidig opfordrer til, at alle husker at følge retningslinjerne omkring coronasmitte.
Beboere har fået nok
Politiets vurdering er, at skyderiet - hvor en anden 31-årig mand blev hårdt såret - er sket som en del af en igangværende konflikt mellem personer fra kriminelle grupperinger, men de kan endnu ikke oplyse om, hvad der konkret er gået forud for episoden. Ligeledes efterforsker de også stadig relationen mellem dem, der har skudt og dem, der er blevet skudt. Ifølge flere beboere er den afdøde uden relation til bandemiljøet.
LÆS OGSÅ: Politiet indfører visitationszone
Der er gennem flere år været skudepisoder i Vollsmose med jævne mellemrum, men det ikke før haft et så tragisk udfald som forleden. Og nu har mange beboere fået nok.
- Vollsmose er et sted, hvor rigtig mange lever. Og vi lever trygt. Men lige nu får en lille gruppe lov til at sætte dagsordenen. Og det vil vi ikke længere acceptere, siger Ali Hassan til DR Fyn.
Også foreningen We Enjoy opfordrer andre beboere i Vollsmose til at vise, at beboerne står stærkt sammen mod banderne og kriminaliteten i bydelen.
Alaa Abdol-Hamid fra foreningen 2 Timer om Ugen har også fået nok og skriver i et opråb på sociale medier:
- Nok er nok! Vi må stå sammen med politiet og bekæmpe enhver form for kriminalitet.