Spring navigation over

Efter genåbning: Masser af liv i Camp U

5 unge mennesker poserer foran rideskole med hver sin hest Også hestene er tilbage i Vollsmose, efter der er lavet nye stalde. Ridning har altid været et af de meget populære tilbud i Camp U, hvor såvel piger som drenge lærer at tøjle de firbenede dyr.

Over 100 børn og unge lægger vejen forbi ungdomscenteret Camp U, når de slår dørene op hver mandag, onsdag og torsdag. Det er både de yngre og ældre børn, der bruger Camp U, og det placerer fortsat det nyrenoverede ungdomscenter i toppen som byens mest besøgte.

Tre gange om ugen strømmer de unge ind i de nyrenoverede lokaler i Camp U. Siden ungdomscenteret slog dørene op igen den 31. oktober, har der i gennemsnit været 105 besøgende per åbningsdag. Det er markant flere besøg end i byens andre ungdomscentre.

- Det er både pigerne og drengene, der kommer her. Det er uanset, om det er de yngste fra folkeskolen eller de lidt ældre fra ungdomsuddannelserne, fortæller Lene Vahl-Møller, daglig leder i Camp U, om ungdomscenterets succes med at få unge fra Vollsmose og andre steder i byen til at komme og være en del af de mange aktiviteter i huset.

LÆS OGSÅ: Ungdomscenter Camp U er byens mest besøgte

For tilbud er der nok af i det populære ungdomscenter. Henover tre måneder fra august til november 2019 har Camp U gennemgået en større renovering, så der nu ifølge Lene Vahl-Møller er rigtig gode rammer for at skabe endnu flere attraktive fritidstilbud til de unge.

 

Lige knap på plads

Flyttekasserne er dog endnu ikke pakket helt ud, og håndværkere går stadig ind og ud af den tidligere Humlehaveskole, der nu hedder V20. Så de sidste detaljer skal på plads, før de unge for alvor kan indtage de nye faciliteter, der blandt andet rummer dansesal, fitnessrum, lokaler til FIFA og eSport, krea-rum, musikstudie, filmværksted, pigeklub og café-område.

- Det kan virkelig blive helt forrygende med de muligheder, vi har nu. Vi har fået faciliteterne og pladsen til at lave det, de unge ønsker og brænder for, siger en glad Lene Vahl-Møller.

 

Unge skal have indflydelse

Netop ungdomscenterets fokus på at bakke op om de idéer, de unge har, giver Lene Vahl-Møller som en del af forklaringen på, hvorfor det er lykkedes at tiltrække og fastholde de unge.

- Det kan være sådan noget som at lave ’Scenen er din’ eller ’Bagedysten’. For os betyder det meget, at vi giver de unge mulighed for at få indflydelse på indholdet i deres fritid. Der skal være mulighed for at lave noget, der interesserer både store og små, piger og drenge, de kreative, de stille typer og dem, der elsker at være aktive, forklarer hun.

 

Godt forældresamarbejde

Udover at lytte til, hvad de unge gerne vil lave i Camp U, er et godt og tæt samarbejde med lærerne på bydelens skoler og de unges forældre [...] [...] også  en vigtig del af opskriften på succes.

- Når næsten halvdelen af eleverne på Vollsmoses folkeskoler ikke går til en foreningsaktivitet, så ser vi det som en rigtig vigtig opgave at vejlede og hjælpe de unge til at deltage i fritids- og foreningslivet - både de frivillige foreninger, ungdomscentrene og andre fritidsaktiviteter i og uden for Vollsmose. Vi oplever især en god opbakning til ungdomscentret fra forældrene, når de ved, hvad vi laver og kender til vores aktiviteter, siger Lene Vahl-Møller og påpeger, at de også har lavet et tættere samarbejde med Vollsmose Sekretariatet omkring fritidsjob:

- Mange af vores unge er faktisk ret interesseret i at bruge noget af deres fritid på at arbejde og tjene deres egne penge. Det vil vi gerne bakke op om, fordi vi ved, at en kombination af gode fritidsinteresser og fritidsjob er noget af det, som ruster de unge godt til voksenlivet.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her