Nye lægestillinger slået op i Vollsmose
04. februar 2020To nye særlige kombinationsstillinger er slået op for at trække læger til Vollsmose, ifølge TV 2/Fyn.
I det sidste halve år har Odense Kommune og Region Syddanmark forsøgt at trække læger til bydelen - blandt andet ved at sende to gratis ydernumre i udbud. Da det ikke lykkedes at tiltrække læger i den forbindelse, anbefalede Sundhedsudvalget i Odense Kommune, at man i stedet udbød ydernumrene som to kombinationsstillinger. De stillinger er nu slået op. Det skriver TV 2/Fyn.
Kombinationsstillingerne giver fire læger mulighed for at arbejde halv tid på lægeklinikken i Vollsmose. Resten af tiden tilbringer de enten i kommunalt regi eller på Indvandrermedicinsk Klinik. Derudover vil lægerne få stillet udstyr og lokaler til rådighed til den almene praksis.
LÆS OGSÅ: Nyt forsøg på at trække læger til Vollsmose: Fire læger skal dele to stillinger
Et politisk flertal i regionen stemte i 2018 for at knytte praktiserende læger til Vollsmose med argumentet om, at det vil bidrage til at mindske uligheden i sundhedsvæsnet, hvor specielt folk med ingen eller korte uddannelser er ramt.