Endelig afgørelse om forårs-sfo: Kommende skolebørn bliver samlet på Abildgårdskolen
20. februar 2020De kommende 0.klasser fra H.C. Andersen Skolen skal begynde i forårs-sfo på Abildgårdskolen den 2. marts. Det har et flertal i byrådet vedtaget. Vi skal passe på de sårbare børn og forældre, der bliver påvirket af skoleskiftet, lyder det fra indskolingsleder.
25 ud af Odenses 29 byrådsmedlemmer sagde onsdag ja til, at børnene fra H.C. Andersen Skolens distrikt inden længe skal begynde i forårs-sfo på Vollsmoses anden folkeskole, Abildgårdskolen. Det betyder, at knap 60 kommende skolebørn bliver samlet på én skole den 2. marts.
Både personale og lokaler på Abildgårdskolen er klar til at modtage de nye børn.
- Vi har hele tiden haft en ekstra plan for, hvad vi skulle gøre. Vi har fået pyntet godt op og gjort klar i vores lokaler. Der er plads til alle børn i den sfo, vi havde i forvejen, for der er færre børn, der bliver indskrevet på begge skoler, så sammenlagt er antallet af børn omkring det samme, som vi alene plejer at modtage, forklarer Abildgårdskolens indskolingsleder, Charlotte Rieck.
Tager hånd om forældre og børn
Alle nye forældre og børn er indkaldt til et fælles infomøde på Abildgårdskolen torsdag den 27. februar kl. 16.-17.30, hvor skoleledelsen fra både Abildgårdskolen og H.C. Andersen Skolen vil være tilstede. Charlotte Rieck håber, at alle forældre vil dukke op sammen med deres børn for at se sfo’en og få svar på eventuelle spørgsmål.
- Der kan være mange spørgsmål fra forældrene i sådan en situation, så vi skoler er fælles om mødet, så vi kan snakke om de ting, forældrene mangler svar på eller måske er frustreret over, siger hun.
LÆS OGSÅ: Overblik: For og imod skolesammenlægning
- Vi tager højde for, at der kan være børn, der er utrygge, fordi de for eksempel ikke skal starte på den samme skole som ældre søskende, eller forældre, der indtil i går troede, at børnene skulle gå på H. C. Andersen. De sårbare børn og forældre skal vi passer rigtig godt i den her proces, forsætter indskolingslederen og forklarer, at børnene allerede har været på besøg på skolen. På infomødet den 27. februar vil der også være rundvisning i lokalerne og hygge.
- Vores indstilling er, at vi skal have det bedste ud af det. Den politiske beslutning er taget, og vi må se mulighederne i det, siger Charlotte Rieck.
Forslag om lukning møder kritik
På baggrund af et faldende børnetal og udsigten til, at flere familier skal flytte til andre dele af byen på grund af nedrivningerne i Vollsmose, foreslog børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen sidste år at lukke H.C. Andersen Skolen og samle alle Vollsmoses folkeskolebørn på Abildgårdskolen. Efter en høringsperiode har politikerne i første omgang taget stilling til at samle børnene i forårs-sfo’en.
Forslaget om lukningen af H.C. Andersen Skolen er blevet mødt af protester fra forældre og ansatte på H.C. Andersen Skolen. De er bekymret for, at flere elever kommer til at opleve flere skoleskift, og at det vil gå ud over elevernes læring og trivsel.
Trods gårsdagens beslutning i byrådet er der dog stadig kampgejst blandt skolens forældre, ifølge Fyens.dk.
- Den endelige beslutning om lukningen er jo blevet udsat. Så måske har vi heldet med os. Vi fortsætter med at kæmpe, siger Amran Dahir, der er mor til en søn på H.C. Andersen Skolen og medlem af skolebestyrelsen, til Fyens.dk.
Planen er, at de to Vollsmoseskoler og de i alt cirka 750 elever lægges sammen fra skoleåret 2021/2022. Den endelig beslutning om lukningen af H.C. Andersen Skolen skal først tages i byrådet på et senere tidspunkt.