Konflikt er stadig i gang: Visitationszonen forlænges igen
13. august 2020Visitationszone i Vollsmose bliver forlænget til den 27. august for fortsat at forhindre utryghedsskabende adfærd og kriminelle handlinger. Det meddeler Fyns Politi. Den skærpede strafzone forlænges ikke.
I dag klokken 15.00 skulle visitationszonen i Vollsmose være udløbet, men Fyns Politi har netop forlænget zonen, så den gælder frem til den 27. august klokken 15.00. Beslutningen er truffet, fordi politiet vurderer, at det er nødvendigt for fortsat at forhindre utryghedsskabende kriminelle handlinger i området.
- Vores efterforskning viser, at konflikten mellem de to stridende grupperinger i området ikke er ophørt. Desuden har der været anvendt skydevåben i forbindelse med konflikten, og det fik fatale følger for en borger, den 24. juni afgik ved døden, efter han blev ramt af skud. Det er derfor min vurdering at for at sikre trygheden og sikkerheden for borgerne i området, så er det nødvendigt endnu en gang at forlænge visitationszonen, siger politidirektør Arne Gram fra Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Visitationszonen blev oprettet torsdag den 18. juni efter der sent om aftenen forinden blev afgivet skud omkring Fyrreparken i Vollsmose. Den skærpede strafzone blev oprettet torsdag den 25. juni efter der sent om aftenen onsdag den 24. juni i Egeparken blev afgivet skud, som ramte en 31- årig mand uden tilhørsforhold til de stridende grupperinger. Manden afgik ved døden. Også en anden 31-årig mand – denne med relation til konflikten - blev ramt af skud og såret.
På den baggrund blev der oprettet en skærpet strafzone. Der er ikke fundet grundlagt for at forlænge den skærpede strafzone. En visitationszone giver politiet udvidede rettigheder til at visitere personer og køretøjer inden for zonens område.
Der er foretaget i alt 387 visitationer i perioden 18. juni til 13. august 2020, som har medført i alt 39 sigtelser. Der desuden fundet blandt andet 17 knive, 13 peberspray og forskellige former for ammunition.