Spring navigation over

Bydelssøster bryder tabu om omskæring

tegning af ung kvinde indhyllet i tørklæde Jeg troede, jeg skulle dø, skriver Hodan Osman i sin personlige beretning om omskæring. Illustration: Fatama Al-Zahraa

Ingen piger eller kvinder skal opleve omskæring, for det bringer kun smerte. Sådan lyder budskabet fra Birkeparkens bydelssøster Hodan Osman, der flere gange i år har stillet sig på en scene og fortalt denne historie. 

Tekst: Hodan Osman

Jeg blev omskåret, da jeg var en lille pige på cirka syv år. Det skete hjemme hos mig selv i Somalia.

Jeg var ude og lege og blev kaldt ind i huset, hvor der var en masse kvinder, jeg ikke kendte. Jeg blev lagt på en madras på gulvet. Jeg var meget bange. En gruppe kvinder holdt mig fast, mens en anden kvinde foretog omskæringen. Det var uden bedøvelse, og smerterne var sindssyge. Jeg troede, jeg skulle dø.

Det var meget hårdt de første par uger efter omskæringen. Ingen vild leg. Jeg var ellers vild med at spille fodbold og cykle, men senere cyklede jeg nu alligevel trods smerterne.

Jeg gik på en pigeskole. Her fik vi en lille smule seksualundervisning, men det handlede kun om menstruation.For vi taler ikke om sex i vores kultur. Og vi piger i Somalia talte ikke med hinanden om sex - heller ikke om omskæring. Først langt senere - efter giftemål og fødsler - og efter jeg kom til Danmark, fandt jeg veninder, jeg kunne tale med om det. Da jeg blev gift og skulle være sammen med min mand første gang, var jeg fuld af frygt. Et eller andet sted vidste jeg jo godt, hvad der skulle foregå, men på grund af omskæringen og sammensyningen kunne jeg ikke regne ud hvordan. Det gjorde ondt, og sex er blevet lig med stor smerte for mig.

LÆS OGSÅ: Vollsmoses bydelssøstre bryder svære tabuer

Der er forskellige typer af omskæring, og førhen i Somalia var den mest indgribende version den, der blev praktiseret mest. Det er den, hvor klitoris, de indre kønslæber og dele af de ydre kønslæber bliver fjernet. Så bliver man syet sammen, så der kun er en lille åbning til urin og menstruationsblod. I Somalia og nogle andre lande er omskæring blevet til en norm - noget man altid har gjort og har accepteret i samfundet. Men man tænker ikke over, hvorfor man gør det. Min mor blev omskåret og hendes mor. Det samme med mine søstre. Det var bare en tradition, man skulle følge. Men det er også en måde at kontrollere en pige på. Man fjerner kønsdelene - det fysiske tegn på seksuelle lyster - fra den unge kvinde, så hun kan beholde sin mødom, indtil hun bliver gift. Så omskæringen er også blevet set som et symbol på renlighed. Sandheden er, at det er et overgreb og et fysisk og psykisk traume for resten af livet.

Da jeg fik mine døtre, besluttede jeg, at de ikke skulle omskæres. De skulle ikke opleve og gennemgå det samme som mig. Det skal ingen piger eller kvinder, for det bringer kun smerte med sig. Vi må bekæmpe omskæring af kvinder, bryde tabuer og oplyse om de store sundhedsmæssige konsekvenser af omskæring, der i værste fald kan koste en kvinde livet. I Danmark og mange andre lande er det ulovligt og strafbart at omskære piger, men det forekommer alligevel - for eksempel på rejser. Jeg vil blive ved med at kæmpe for, at det ikke finder sted, og jeg giver ikke op.

Hvad er kvindelig omskæring?

Kvindelig omskæring strider mod en lang række traktater og konventioner og er et brud på menneskerettigheder. 

I Danmark er det strafbart efter straffelovens paragraf om forbrydelser mod liv og legeme, som har en strafferamme op til 6 år. Det er også strafbart at få omskæringen udført i udlandet.

Kvindelig omskæring er et globalt fænomen, som praktiseres i Nord-, Vest- og Østafrika, i det vestlige Asien samt i Indonesien, Malaysia, Thailand og Israel. Unicef anslår, at op mod 200 millioner kvinder i verden under 50 år er blevet omskåret.

 Tal viser dog, at andelen af pigebørn, der bliver omskåret, er faldende. Der er også tegn på en faldende tendens i Somalia. Dansk sundhedspersonale beretter desuden, at de ser færre omskårede kvinder i dag end førhen.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, er der ingen helbredsmæssige fordele ved omskæring - også kaldet FGM, Female Genital Mutilation. Tværtimod kan indgrebet forårsage blødninger, urinvejsproblemer, infektioner og skabe komplikationer ved fødsler.

Der er tre typer af omskæring fra delvis fjernelse af klitoris til fjernelse af kønslæber, klitoris og sammensyning af vulva.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere