Syv projekter skal dele 200.000 kroner
12. september 2019 Vollsmose Boxing løb med fleste stemmer ved Vollsmose Bestemmer 2018 og fik 70.000 kroner ud af puljen på 200.000 kroner. ArkivfotoEfter afstemningen til Vollsmose Bestemmer lørdag den 31. august er en pulje på 200.000 kroner fordelt på syv projekter i Vollsmose.
Foreningen Healthy People, der laver aktiviteter og rådgivning for minoritetskvinder med sukkersyge i Vollsmose, fik flest stemmer, da store som små beboere til Honningfestivalen kunne stemme på og dermed støtte et projekt, der havde søgt om en bid af en pengepulje på 200.000. Med 59 ud af 199 stemmer fik foreningen hele det beløb, de havde søgt om: 40.000 kroner til et nyt kost- og motionstilbud.
Syv projekter var på stemmesedlen til årets udgave af Vollsmose Bestemmer, og de 200.000 kroner er nu blevet fordelt af en styregruppe på baggrund af projekternes budgetter. De fire projekter, der fik flest stemmer, fik hele det beløb, de havde ansøgt om. Blandt andet fik Vollsmoses Biavlerforening 43.000 kroner til deres projekt med juniorbiavlere, og Vollsmose Kirke fik 20.000 kroner til en vinterfest.
Styrker sammenholdet
Vollsmose Bestemmer er en del af Borgerne Bestemmer. Det er et initiativ under Odense Kommune, der har til formål at fremme det lokale engagement og styrke fællesskabet i lokalområderne. Vollsmose er et af ti områder i kommunen, der er blevet tildelt 200.000 kroner.
LÆS OGSÅ: Vollsmose får 200.000 kroner til gode idéer
Inge Reenberg fra Egeparken er en del af styregruppen, der behandler ansøgninger, tæller stemmer og fordeler pengene. Hun er tilfreds med årets omgang af Vollsmose Bestemmer.
- Det er gået rigtigt fint i år, og sammenlignet med andre områder i byen har vi fået mange ansøgninger i Vollsmose. Det er dejligt, for på den måde kommer pengene til gavn for flere, siger hun.
I år var anden gang, at Vollsmose Bestemmer fandt sted. Sidste år fandt afstemningen sted i efterårsferien på biblioteket. I år havde styregruppen lagt afstemningen samtidig med Honningfestivalen den 31. august for at få flere til at stemme.
- 199 stemmer er jo ikke så mange i forhold til, at der bor over 9.000 i Vollsmose. Men vi er stadig ved at lære, hvordan vi kan blive mere synlige omkring afstemningen, siger Inge Reenberg, der selv mærker effekten af lokale arrangementer:
- Jeg kan godt mærke, at det styrker engagementet og fællesskabet i Vollsmose, når lokale laver projekter. For eksempel var Honningfestivalen fantastisk, og der var rigtig mange forskellige, der deltog. Det styrker sammenholdet og er bare utrolig dejligt.
Sådan blev pengene fordelt
Bevillingsmodtagerne er rangeret efter, hvor mange stemmer de fik.
- Healthy People: 40.000 kroner til et kost- og motionstibud.
- Vollsmoses Biavlerforening: 43.000 kroner til deres juniorbiavlere.
- Vollsmose Kirke: 20.000 kroner til en vinterfest.
- Røde Sol: 24.500 kroner til materialer og tilbuddet ’Lær-at-sy’.
- Vollsmose Boxing: 22.500 kroner til musik, lys og boksering til Vollsmose Fight Night.
- Foreningen Respect: 35.000 kroner til et fælleskøkken.
- En hjælpende hånd: 15.000 kroner til Viet-festival.