Spring navigation over

‘Hvis vi kan grine sammen, kan vi leve sammen’

Komiker, forfatter og musiker Mazen Ismail optrådte i Vollsmose den 21. november. Foto: PR

Komiker, forfatter og musiker Mazen Ismail var i Vollsmose med en performance om livet og sårbarheden ved at være flygtning og nydansker. Vollsmose Avisen var med, da Mazen Ismail med både humor og eftertænksomhed indtog scenen og talte efterfølgende med ham om showets emner.

Du har tidligere lavet et populært show, der hedder ’Sådan overtager vi Danmark’ - hvad er meningen med den titel?
- Mange af mine videoer på de sociale medier starter med ‘sådan’ og så en eller anden vild påstand. Hele pointen med mit show ‘Sådan overtager vi Danmark’ er netop, at jeg tager publikum med på en rejse og fortæller om en plan med seks punkter for, hvad man kan gøre for at overtage Danmark. Med en humoristisk vinkel taler jeg på den måde ind i den frygt, der nogle gange er omkring, at ‘nu kommer de fremmede og overtager Danmark’. Det er det, jeg laver sjov med.

Hvordan startede idéen med at lave musik og digte om sårbarheden ved at være flygtning og nydansker, og hvorfor har du valgt at optræde med det?
- Jeg har altid bare skrevet ud fra, hvad jeg selv tænkte og følte. Så det er ikke, fordi jeg har det som et bestemt tema. Dét, jeg føler i momentet, giver jeg et udtryk via mine tekster. Jeg elsker at skrive og optræde. Jeg elsker at ’connecte’ med mennesker. Mærke dem og se dem. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at skrive og udtrykke mig. Og jeg kan ikke lade være med at optræde.

Hvad er det for nogle tanker, du gerne vil sætte i gang hos publikum?
- Jeg ønsker at skabe mere empati i verden, og jeg tror på, at jo mere man deler ud af sig selv, jo mere man deler med andre mennesker og giver dem indblik i ens egen historie, jo sværere bliver det for os at hade hinanden. Jo sværere bliver det at have fordomme om hinanden. Det er det, jeg prøver at gøre i mine shows. Give et indblik i den verden, jeg kommer fra og håbe, at de kan spejle sig i det og sige ‘hey, vi er egentlig ikke så forskellige, som jeg gik og troede’. Det er den røde tråd i alt det, jeg laver, fordi jeg virkelig tror på det.

Vil du med dit show og dine værker gerne være med til at ændre et specifikt syn på det med at være sårbar flygtning og nydansker?
- Jeg ved ikke, om det er et specifikt mål for mig. Jeg tror egentlig bare, at min intention er at vise, at vi alle sammen er mennesker med drømme, tanker og ønsker. Det er ligegyldigt, hvor man kommer fra, hvilken baggrund man har, og hvilken situation man er havnet i, så er vi egentlig ikke så forskellige fra hinanden.  

Hvorfor er det vigtigt for dig at kunne komme ud og optræde og fortælle din historie?
- Det vigtigste for mig er egentlig ikke, at ‘nu skal jeg fortælle min historie’. Det vigtigste for mig er at ’connecte’ med mit publikum. Jeg bliver vildt inspireret af at møde mennesker og stå på en scene. Se publikums ansigter og reaktioner, deres grin og smil. Det motiverer mig og giver mig sindssygt meget energi at gøre en forskel sammen med mennesker - og ikke for mennesker.

Mener du, at der er noget, man overser i forhold til flygtninge, der prøver at integrere sig?
- Jeg ved ikke, om folk overser noget. Men jeg synes helt klart, at vi skal være meget bedre til at møde nye mennesker. Generelt synes jeg, at vi i Danmark kan blive meget bedre til det. Hvad enten det handler om en flygtning eller bare en ny nabo, så skal vi være bedre til møde andre mennesker, nye kulturer, nye madvaner og så videre.

Hvorfor har du netop valgt at bruge humor?
- Et af mine vigtigste citater er, at ‘hvis vi kan grine sammen, kan vi leve sammen’. Det tror jeg rigtig meget på. Når jeg laver de her videoer og shows med standup og comedy, så er det også for at få folk til at sænke paraderne. Folk er altid mere modtagelige over for et vigtigt budskab, når man har grint sammen og fået paraderne ned. Det er det, jeg egentlig bruger humoren til, fordi der er et større formål, føler jeg. Jeg kunne godt tænke mig at være med til at skabe mere empati i verden og gøre en forskel på den måde. Og så bruger jeg selvfølgelig også humoren til at have det vildt sjovt med mit publikum.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her