Spring navigation over

Gamle Muler-elever står bag nyt legat

Tre tidligere elever på Mulernes Legatskole har indstiftet et legat på 10.000 kroner. Det skal gives til en elev, der har været dedikeret omkring og kæmpet ihærdigt for at nå sit mål. Egenskaber, initiativtagerne mener, er vigtige, når man skal starte en erhvervskarriere.

Man kan, hvis man vil. Det er filosofien bag et nyt legat, som tre tidligere elever på Mulernes Legatskole, Omar Farooq, Abdirazak Rage og Samer Hachim står bag. Om det nye legat siger Samer Hachim:

- Mange legater gives til elever med høje karakterer. Det er ikke meningen med vores legat. Det skal gives til en elev, der har været dedikeret omkring og kæmpet vedholdende for at nå sit mål til eksamen.

Hvorfor disse egenskaber er vigtige, forklarer Samer Hachim ved at henvise til sin egen livshistorie.

Lærer ændrede alt

Samer Hachim kom til Danmark i 1984 og boede i mange år med familien i Bøgeparken. De første ni år i folkeskolen var ikke en succes for Samer Hachim, men da han valgte at tage 10. klasse på en anden skole, skete der noget. Efter et par måneder sagde en lærer til ham: ’Du er faktisk meget velbegavet, men du er bare ikke selv klar over det endnu’. Fra det øjeblik satte Samer sig et mål: Han ville på gymnasiet. Med god vejledning fra lærerne på den nye skole lykkedes det. Men det var en stor omvæltning for ham.

- Jeg havde stort set ikke lavet lektier i de første ni år. Nu var jeg imidlertid nødt til det, for det forventede man af mig på Mulernes Legatskole. Det var hårdt, for jeg kommer ikke fra et hjem, hvor der er tradition for at gå på gymnasiet, erkender han.

Han gennemførte gymnasiet, nåede sit mål og satte sig et nyt: Han ville på universitetet og læse økonomi. Da han efterfølgende landede i det akademiske miljø, følte han sig godt tilpas, og læsemængden afskrækkede ham ikke.

- Fra gymnasiet var jeg jo vant til, at der skulle bestilles noget, siger han.

Bachelorgraden kom i hus. Nu skulle den teoretiske baggrund for at beskæftige sig med handel omsættes i praksis.

Tro på idéerne

Som sagt så gjort. I dag har Samer Hachim gang i mange forskellige ting. Han handler blandt andet med kosmetik, står bag en kiosk og er medejer af en restaurant. Når det alt sammen er lykkedes med succes, er han ikke i tvivl om årsagen.

- Jeg har holdt fast i det, der også er idéen med vores legat, nemlig at tro på og kæmpe for det, man sætter sig for og ikke lade sig afskrække af andres advarsler. Der er så mange muligheder i dag. Døren står åben for alle. Det gælder bare om at gribe fat i håndtaget og holde fast, lyder hans råd.

De to andre initiativtagere til det nye legat arbejder henholdsvis i egen lægepraksis og i EU’s udenrigstjeneste.

Det nye legat på 10.000 kroner uddeles første gang i 2020, hvor Mulernes Legatskole i øvrigt kan fejre 300 års jubilæum.

Seneste Artikler

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere

Mit liv ændrede sig radikalt på grund af avisen

Læs mere

Min livret Frikadeller og kartoffelsalat

Læs mere

Her kan du læse den seneste udgave af Vollsmose Avisen.

Læs her