Scenen skifter i kulturhuset
25. juni 2019 Teaterleder på Nørregaards Teater, Carsten Wittrock, vil gerne møde lokale foreninger og brugere af kulturhuset i den kommende tid.De populære forestillinger for småbørn rykker til Vollsmose, når Nørregaards Teater i september tager hul på deres første sæson i bydelen. Den 1. juli overtager teateret nøglerne til kulturhuset i Vollsmose, som skal rumme deres nye scene.
En sort sal, nye gardiner og podier, så publikum kan sidde i forskellige niveauer. Det er nogle af de forandringer, der skal ske med kulturhusets store sal, når børne- og ungdomsteateret Nørregaards Teater overtager salen og de tilstødende lokaler den 1. juli. Så når biblioteket, der siden 1. januar 2018 har stået for driften af salene, videregiver nøglerne til Nørregaards Teater i slutningen af denne måned, går der ikke længe, før håndværkerne rykker ind.
LÆS OGSÅ: Ny teaterscene rykker til Vollsmose
- Det betyder, at der efter sommerferien ikke vil være en hævet scene bagerst i salen. Til gengæld vil vi prøve at inddrage balkonen ved trappen, så der rykker noget liv derud, fortæller teaterleder Carsten Wittrock, der også overtager bibliotekets bevilling på 200.000 kroner til at drive scenen.
Gratis at leje sal
Et flertal i By- og Kulturudvalget besluttede i 2017, at teateret skal overtage kulturhusets lokaler. Med aftalen for huset påtager Nørregaards Teater sig også ansvaret for, at der løbende er offentlige kulturarrangementer i salene. Det skal ske i samarbejde med blandt andre lokale institutioner og foreninger. Derfor mødtes Carsten Wittrock med flere af husets brugere på et møde i november sidste år. Og her fyldte især ét spørgsmål: Hvad kommer det til at koste at leje salen?
LÆS OGSÅ: Beboere tog godt imod teater
Det har den nye chef for husets sale nu svaret på: Lokalerne vil være gratis til kulturarrangementer, men det vil sandsynligvis koste noget, hvis man skal bruge teknik, skal have åbnet og lukket på skæve tidspunkter og ikke har gjort tilstrækkeligt rent efter brug. De præcise priser i kroner og ører afhænger blandt andet af arrangementet.
- Vi kommer ikke til at være et festlokale, men lokalerne vil stå til rådighed for kulturaktiviteter. Huset har en historie som et lokalt mødested, og det vil vi rigtig gerne fortsætte med at være, siger han og forklarer, at hvis man ønsker at leje salen, skal man blot kontakte teateret.
Åbner i september
Når dørene til den omdannede sal bliver slået op i slutningen af august, vil det i første omgang være til blandt andre Spoken Word Festival og en afgangskoncert fra byens konservatorie. Først den 14. september starter børneteaterets sæson i Vollsmose med forestillingen ’Tamme tigre findes ikke’. Samme dag vil der også være en åbningsceremoni af den nye Vollsmose-scene. I efteråret er syv forestillinger planlagt til at spille i Vollsmose.
Ifølge teaterleder Carsten Wittrock ligger mange af teaterets populære småbørnsforestillinger på den nye scene.
- Det er et aktivt valg, at de forestillinger, som plejer at sælge godt, i den kommende sæson ligger i Vollsmose. For vi skal vænne vores publikum til at gå i teateret i Vollsmose, forklarer han og tilføjer:
- Jeg håber meget, at vi på den måde kan være med til at bygge bro mellem Vollsmose og resten af byen.