Politisk uenighed om letbanens etape 2
25. juni 2019 PR-foto: Odense LetbaneVenstre vil sætte letbanens anden etape i bero og i stedet bruge de opsparede midler på enten nybyggeri eller renovering af Odenses daginstitutioner og skoler. Socialdemokratiet afviser tanken og mener fortsat, der er brug for kollektiv transport i en tid, hvor biltrafikken i Odense vokser med 1000 biler om året.
Står det til Venstre i Odense Byråd, så skal planerne om udvidelsen af letbanen med etape 2, der blandt andet vil gå til Vollsmose, sættes i stå og tidligst genovervejes i 2030. Det skriver Fyens.dk.
Således mener partiets politiske ordfører, Christoffer Lilleholt, ikke, at letbanens etape 2 er løsningen på den trafikale udfordring. Slet ikke hvis man ser på det med økonomiske briller. Til Fyens.dk siger han:
- Specielt ikke fordi driftsøkonomien på letbanens etape 2 ser rigtig skidt ud. Det er estimeret, at den har et underskud på 63 millioner kroner om året i drift. Det er jo et beløb svarende til driften af cirka halvanden folkeskole, vi skal ud at finde.
Siden 2016 er der sparet 35 millioner kroner op til projektet. Den opsparing foreslår Venstres politiske ordfører stoppet og i stedet brugt på nybyggeri eller daginstitutioner i Odense.
- Vores folkeskoler, ældrehjem og daginstitutioner har det ikke alt for godt, siger han til Fyens.dk.
S: Letbanen er løsningen
I Socialdemokratiet afviser man fuldstændig Venstres idé om foreløbigt at droppe udvidelsen af letbanen med en anden etape.
Partiets gruppeformand i Odense Byråd, Anders W. Berthelsen, siger til Fyens.dk:
- Vi er enige i, at der vil ske en teknologisk udvikling, men der vil stadig være brug for kollektiv transport, og vi mener, letbanen er fremtidens transportform.
Han henviser i den forbindelse til, at biltrafikken vokser i Odense med cirka 1000 biler om året.
Ifølge de foreløbige planer vil letbanens etape 2 være klar til indvielse med statslig medfinansiering i 2028 og i 2031, hvis Odense Kommune alene skal stå for finansieringen.