Elena maler livets store spørgsmål

Borgerjournalist Elena Mirela Stefan har gået på malerskolen i Vollsmose Kirke. - Jeg har lært mig selv at kende på en ny måde, skriver hun her om sit forløb med oliefarver, lærreder og eksistentielle spørgsmål.

Jeg har i et stykke tid ønsket mig at prøve noget nyt. Noget terapeutisk, der er godt for min sjæl. Tilfældigvis faldt jeg over Vollsmose Kirkes tilbud om en malerskole, og jeg besluttede at melde mig til. Over fem onsdage fra februar til juni har vi mødtes i malerskolen med vores underviser. Vi har været et fællesskab med samme interesse for kunst og maleri på tværs af kulturer, alder og forskellige erfaringer i livet. Til hver undervisning er vi blevet præsenteret for forskellige emner: kærlighed og tab, hjem og hjemløs, frihed og ufrihed, liv og død, magt og afmagt. Alle emner var og er specielle for mig, og jeg har malet meget personligt hver gang. Jeg har udtrykt mine følelser på lærredet, og jeg er blevet rørt af hvert enkelt maleri, jeg har lavet. Men det var ikke så nemt for mig i starten.

 

Fra realistisk til abstrakt

Allerede som barn var jeg interesseret i kunst. Men kun i den realistiske og mere naturtro kunst. Jeg kan huske, hvor sur jeg var, når min malerlærer dengang sagde, at jeg skulle male abstrakt. Hvorfor? Og hvordan? Jeg kunne ikke finde ud af det. Og hvad var egentlig meningen med alle de streger og cirkler, der ikke umiddelbart forestillede noget? På malerskolen i Vollsmose var det heller ikke så nemt i starten, fordi det eksempelvis var nyt for mig at arbejde med oliefarver og komplementærfarver. Jeg vidste ikke, hvilke pensler jeg skulle bruge, eller hvordan jeg kunne male hurtigt og kreativt på de tre timer, undervisningen hver gang varede. Men malerskolens lærer, Pernille, gav mig tillid, støtte og viste mig, hvordan jeg skulle gøre.

 

At føle frihed

Det var en god beslutning at begynde på malerskolen, fordi jeg har lært mig selv at kende på en anden måde. Jeg kan mere, end jeg troede, og det er som om, jeg har udfyldt nogle huller i mit hjerte. Mens jeg har malet, har jeg reflekteret over kærligheden og min relation til min mor, følelsen af ufrihed og afmagt, når jeg har taget dårlige beslutninger eller andre har forsøgt at bestemme over mit liv og hjemløsheden, da jeg kom Danmark. Når jeg tager penslen og blander farverne, tænker jeg på det pågældende emne. Jeg føler næsten emnet. For eksempel da vi skulle male ud fra emnet frihed. Da malede jeg en blå himmel som et symbol på, at Gud giver mig lov til at være fri og tage mine egne frie beslutninger.

LÆS OGSÅ: Vollsmose Kirke åbner malerskoler i februar

Bagefter tænkte jeg på en historie om en ørn. Ørnen lever omkring 70 år. Men for at leve så længe, skal den tage en hård beslutning. For næbbet er blødt og klørene fanger ikke længere fisk. Ørnen har derfor to muligheder: At dø eller at flyve til et bjerg og slå sit næb mod en sten, så det falder af, og et nyt kan vokse ud. Bagefter skal alle kløerne og de gamle fjer ud, så nye kan vokse frem. Det gør meget ondt, men det betyder, at ørnen kan leve 30 år mere. For mig betyder historien, at vi mennesker også nogle gange skal give slip på nogle ting, sige farvel og tage en beslutning om at ændre noget i livet, selvom det er svært. Den historie holder jeg meget fast i.

 

Tiden går i stå

Malerskolen har udviklet mig mentalt. Jeg har lært, at der ikke er noget, der er forkert, når man maler. Alt det ’uperfekte’ kan være spændende og godt, hvis man tager de rigtige briller på. Jeg står nu stærkere på mine fødder. Når jeg maler nu, føler jeg, at jeg slapper af. Jeg er dybt inde i maleriet, når jeg først er i gang, og jeg mærker en følelse af flow.  Jeg kan ikke spise eller tage en pause. Tiden stopper, og jeg glemmer alt om børn, som ellers fylder meget i mit liv. Jeg glemmer, at jeg er udlænding og andre problemer, som jeg bakser med. Jeg maler bare. Og det er kun mig, der er i mit lille univers.