Spring navigation over

Vollsmose Kirke åbner malerskole i februar

Pernille Skov Vilhelmsen glæder sig til at tage imod kunstglade elever, når Vollsmose Kirkes malerskole åbner dørene i slutningen af februar.

Vollsmose Kirke åbner snart dørene til en ny malerskole. Her kan eleverne se frem til at træde ind i et fællesskab med fokus på kunst, kreativitet og mangfoldighed.

Når Vollsmose Kirke åbner dørene senere i februar, har kirkesanger Pernille Skov Vilhelmsen skiftet nodearket ud med malerpensler. Som noget nyt tilbyder kirken en malerskole, der vil forme et kreativt fællesskab på tværs af baggrund, religion og etnicitet.

- Tanken er, at vi mødes på tværs af kulturer, etnicitet og religion og træder ind i et fælles rum, hvor malerlysten og lysten til at prøve sig selv af på et lærred er det afgørende, siger Pernille Skov Vilhelmsen, der står i spidsen for kirkens nye tilbud sammen med udviklingspræst Povl Götke.

 

Maleri som vej til fællesskab

Malerskolen har overskriften ’Maleri som vej til fællesskab’, og alle er velkomne til at tilmelde sig. Pernille Skov Vilhelmsen håber, at malerskolen vil afspejle den mangfoldighed, Vollsmose er kendt for. Hun håber, at hendes undervisning vil få eleverne til at se de ligheder, der er mellem mennesker, frem for forskellene.

- Kunst afspejler den virkelighed, der er fælles for os alle sammen. Vi er jo alle sammen mennesker, har vores menneskelige erfaring og gennemgår mange af de samme ting i livet, forklarer hun.

 

Kærlighed og tab

Dørene til malerskolen åbner i slutningen af februar, og undervisningsforløbet strækker sig over fem undervisningsgange. Undervisningen er bygget op omkring forskellige temaer, der ændrer sig fra gang til gang. Formålet er at give eleverne masser af inspiration, men også fokus til at dyrke deres kunst.

Det første tema er ’Kærlighed og tab’. Et emne, som Pernille Skov Vilhelmsen mener, at de fleste mennesker har erfaringer med.

- Det er jo det, vi alle er fælles om. Det hører til livet at elske og holde af, men der er ofte også et tab, der klinger med, forklarer hun.

Undervisningen vil vare fire timer hver gang, hvor den første time vil gå med eksempler fra kunsthistorien og oplæg, mens resten af tiden er sat af til at male.

 

Malerkunst gør dig glad

- At få lov til at fortabe sig i et maleri er en slags kontrast til den stress, vi alle nogle gange er ved at brække nakken af, siger Pernille Skov Vilhelmsen, der er overbevist om, at man bliver lykkelig af at male.

Hun sammenligner også malerkunst med at læse en god roman eller slappe af med en løbetur.

- Når man gør de ting, så glemmer man sig selv i et øjeblik. Og den selvforglemmelse, tror jeg, er god for mennesker at opdage, siger Pernille Skov Vilhelmsen og peger på, at selvtillid og selvværd også bliver positivt påvirket af malerkunst.

- Man bliver lykkelig, når man tænker: ’Det fik jeg lige malet, hvor er det fedt.’ Sådan en følelse og sådan et selvværd kan man altid gå videre ud i livet med, forklarer hun.

Forløbet vil blive afrundet i Pinsen, hvor Pernille Skov Vilhelmsen håber at holde en udstilling med elevernes malerier.

Seneste Artikler

Rising Streetfood Festival

Læs mere

Den boligsociale helhedsplan er godkendt

Læs mere

En super SUB-aftale

Læs mere

Beboernes avis gennem 22 år

Læs mere

Somaliere i det fremmede

Læs mere